HØIREPARTIETS GJENREISNING jeg om, at man vil modtage det med en mild Dom. Det har ikke været ganske let at fjerne Alt, som kunde give Anstød, og om jeg end har ønsket at kunne skrive med en overbærende Pen, saa har det dog ikke været muligt helt at gjennemføre dette, a1lermindst ved at udelade eller dæmpe det, som faldt altfor skarpt. Alle trænger vi Overbærenhed, og vi maa alle have for Øie, at vi maa bede om saadan, selv hvor vi mener at have den bedste Ret til at lægge en streng Maalestok paa Personer og Begivenheder. Den enkelte, som alene skriver ud fra et begrænset, kanske ensidigt Materiale, kan ikke kræve, at den Dom, som han giver tilbedste, i alle Dele skal falde sammen med det, som bliver Historiens endelige Dom. At overse det Hele er heller ikke givet mange. Jeg erindrer en Ytring af Emil Stang, som netop nu stadig har været i mine Tanker, og som forekommer mig ganske slaaende. Den lød omtrent saaledes: „Det hænder saa ofte, at vi staar midt oppe i Be- givenheder, som vi mener at kjende og at kunne overskue i deres fuldstændige Sammenhæng. Og dog er vi langt derfra. En vakker Dag gjør vi saa den Opdagelse, at der endnu er foregaaet noget mere, som har været aldeles skjult for os, og som giver det Hele et nyt, et ganske forskjelligt Udseende. Paa Grundlag deraf maa vi saa forandre hele vor tidligere Dom.“ Dette er Ord, hvis Rigtighed jeg ofte har sandet, og som jeg finder det paakaldt ogsaa her at fremholde, baade for mig selv og for Andre, der giver sig til at dømme om Personer og Be- givenheder. Den Enkelte maa aldrig tro at kunne dirigere Fremtidens Meninger, men bestandig erindre, at det bliver en meget komp1iceret Sag at afgjøre denne. Med dette for Øie har jeg skrevet min Bog, ikke mindst i den Tanke, at den kunde bryde lsen og fremkalde lignende Dagbøger eller Memoirer fra Andre, som kjender til de samme Begivenheder. Ikke mindst har jeg tænkt paa Mænd som Didrik Cappelen og Ole Ring der vel maa have eller have havt mærkelige Optegnelser, som det vilde være unyttigt at lade ligge længere under Laas og Lukke. De ni Aar, som den gamle romerske Digter, forøvrigt 32O
