HØIREPARTIETS GJENREISNING knyttede sine Navne til Rigsretten, store, fædrelandsfortjente Per- sonligheder – eller de var i Andres Øine brutale 0vertrædere af baade skreven og uskreven Lov, der ikke veg tilbage for noget Skridt. Hvor ligger Sandheden? Hvor ligger det stør- ste Ansvar? hos dem, der holdt igjen, til Folket stod foran det, som skeede i l883 og l884? eller hos dem, som ikke vilde vente? Selvfølgelig vil det ikke kunne ventes, at vi, som tilhørte de Slægter, der levede i hine kampfyldte Tider, skulde forandre vore Meninger om dem. Om selve Rigsretten og dens Dom har jeg endnu de samme Meninger, som jeg maatte danne mig i l883–l884. Men en anden Sag er det, hvad der skal dømmes om den gamle Regjerings Politik fra Aarene l872– l882, der altid kunde forekomme at være af en meget tvivlsom Klogskab. Der var Samtiden mangt og meget, som her greb ind, og tilsidst kom den FølelSe til, som stedse blev mere udbredt, at der ved forskjellige Ting, som stod i Forbindelse med Anklagen og Dommen, blev gjort Regjeringen Uret. Det blev tilsidst denne Følelse, som bed sig ind i de mange Sind, og som afgjorde Partigrænserne. Heller ikke kan jeg forbigaa den Maade, hvorpaa det mæg- tige Venstreparti havde udviklet en personlig Forfølgelse mod anderledes tænkende og anderledes handlende. I–Iøire var i disse Aar afmægtigt, og om der ogsaa i dets Rækker herskede en stærk personlig Uvillie, saa kunde denne dog ikke antage de virksomme Former, som den lik paa den anden Side. Jeg kan her tale med af en sørgelig Erfaring, men har foreløbig anseet det rigtigt at lade denne Del af mine Erindringer indtil videre blive liggende. Mægtige Modstandere havde formelig undsagt mig, og mellem dem befandt sig ogsaa Venstrepartiets anerkjendte Fører, Johan Sverdrup. Der var en Række af Aar, hvori jeg formelig maatte kjæmpe for min hele EXistense. Venstrepartiet efterstræbte mig, hvor der kunde være Haab om at komme den uforfærdede Folketaler og Avisskribent ind paa Livet. Det vilde ikke alene stanse mit Avancement, men ogsaa 3l2
