HØIREPARTIETS GJENREISNING om, hvad den nærmeste Fremtid skulde kunne bringe. Hvad han hidtil havde seet af sit Fædrelands offentlige Liv, skulde ikke give ham et lyst politisk Syn. Kun langsomt fik han Lyst til at give sig hen for et Arbeide, der endnu havde hele Haabløshedens Skjær over sig. Og dog havde det allerede nu begyndt at lysne for det Parti, der lagde sin Ledelse i hans Hænder. Det viste sig snart, at ogsaa Sverdrup havde begaaet Feil i sin Statsraadsdannelse, og der mærkedes Tegn, som tydede paa, at den nye Tingenes Orden ikke havde den for- nødne Stabilitet, – at den ikke vilde være uangribelig. Sverdrup havde været mesterlig, saalænge det kun var hans Opgave at udfinde Modpartens svage Punkter og rette det dræbende Stød mod disSe. Nu var Stillingen en anden; det var ham, som kunde angribes, og det første, han maatte gjøre, blev at søge Dækning mod kommende Angreb fra Modstandere. Johan Sverdrup saa sig henvist til at benytte en helt ny Taktik, for hvilken hans Natur heller ikke var anlagt. Desuden var der nu Sider ved hans Karakter, som ikke virkede impone- rende. I sin nye Stilling viste han sig ikke som den omtænk- somme Mand. Han tilegnede sig ikke hurtig den rette For- staaelse af, hvad der krævedes ovenpaa den Forandring, som var foregaaet, og han glemte, hvilken stor Forskjel der var mellem før og nu. Den talentfulde Mand gjorde sig skyldig i Taktløsheder, som mærkedes udenfor Norges C1rænser, og han kunde ikke reparere den Skade, som dette indbragte ham. Han gjorde en Reise til Danmark, der blev meget omtalt, og han maatte tale med fremmede Magters Sendebud, som ind- fandt sig i Christiania. Det blev vanskeligere at imponere disSe, end det havde været med det Publikum, han havde havt at behandle i Norge. Men dette var ikke det farligste for ham. Han kunde ikke længe holde Disciplinen inden sine egne Folk, og det blev kun altfor snart, at dette Forhold maatte vise sig for al Verden. Hvad der gjennem mange Aars Arbeide var opnaaet, faldt forholdsvis hurtig fra hinanden, og allerede efter fem Aars Forløb blev miséren uafvendelig. 309
