RIGSRETSDOMMENE Men der maa komme den Dag, da Seglet brydes, og da vort Folk kan faa Adgang til at blive bekjendt med de endnu hemmelige Domsakter. Det er en historisk Anomali, at enhver Ytring i Advokaternes Procedure ufortøvet blev trykt, medens selve de afgjørende Voteringer fremdeles, efter snart tredive Aars Forløb, skal ligge i ArkivetS Hvælv under syv Segl. Rigs- retten dømte Statsministre og Statsraader. Det ved vi. Men den Dag er endnu ikke oprundet, da Historien, da Folket endelig dømmer om Rigsretten. I Længden kan Adgangen der- til ikke forholdes det norske Folk. n “ Selvfølgelig søgte Kongen allerede 27 Februar at blive be- kjendt med de raadende Stemninger. Han talte paa denne og de følgende Dage med Statsminister Stang, med Advokat johan- nes Bergh, med Amtmand ‘4all, med Emil Stang, med Amtmand Bang, med Hovedstadens Thingmænd, med 7’. I–I. Aschehoug o. Fl. Det gjaldt om at lægge den rette C1rundvold for Frem- tiden, der bød paa saa mange Forandringer. Det var, som Emil Stang hin Dag sagde til mig, at Samfundet var lagt nogen Streger mere t“ilvenstre. Det føi“ste, der nu maatte afventes, var den officielle Overbringelse af Dommen over Statsminister Selmer. Jeg nedskrev 28 Februar herom følgende: „Emil Smug og Aschehoug tilraader Kongen, at han ikke skulde modtage Rigsretsdeputationen, men henvise den til Justitsde- partementet. Jeg raadede til, at han skulde overlade det til den selv at finde Veien derhen. Rigsretten synes at have megen Hast med at faa denne Deputation afgaarde. Aschehoug vil, at man skal vinde Tid. Jeg mener, at dette kun kan ske, naar man har noget, hvormed Mellemrummet kan udfyldes, og dertil vil en Negtelse af at modtage Deputationen være meget tjenlig. Men alt kommer nu an paa den Beslutning, som maaske allerede er fattet af Statsraadet.“ Allerede I Marts vidste vi, hvad denne var blevet, og at Kongen selv Skulde modtage den ventede Deputation 245
