R1GSRETSl)0MMENE J O lidt mere end Rygter til, for derpaa at kunne bygge sikker Viden. Rygternes Tilværelse er for øvrigt sikker nok; Luften var som opfyldt af dem, og den, som skulde tro paa alt, hvad der blev fortalt, maatte være en hel jadæas Apella. Deres veri- table Værd var visselig ikke stort, og jeg ønsker ikke nu at skabe større Tiltro til dem. Imidlertid øgedes den naturlige Spænding, og omsider maatte alle Tvivl, alt Snak afløses af fuld Sikkerhed. Den længe imødesete Dag, 27 Febraar, var oprunden. Kong Osear havde anmodet mig om at være tilstede paa Lagthings- salens Galeri og der selv paahøre Dommens Oplæsning for saa at kunne bringe ham Besked om, hvordan denne lød. Jeg tog en almindelig Torvslæde og placerede denne i Storthingsgaden, nederst i den Skraaning, som fører op forbi Storthingsbygningen, med Paalæg til Kusken om at vente paa mig, naar jeg kom ned. Saa gav jeg mig ind i Bygningen, i hvis Korridorer og Trapper jeg som ukjendt vel kunde have behøvet en øvet Fører. Men jeg fulgte Sporene, og gik i Hælene paa det Publikum, som allerede var i Bevægelse og lod til at have samme Maal som jeg selv. Saaledes kom jeg tilsidst op paa Galeriet og hav- nede der i et Rum, hvor jeg bl. a. før mig forefandt Redak- tøre11 af „Verdens C1ang“, (). 7’hommessen, Sekretær A. I–Iølaas, et Par Herrer af „Dagbladets“ Redaktion, nogle af Statsrevi- sionens Kopister m. fl. Jeg behøvede ikke at vente –længe. Snart indtog Statsminister Selmer sin Plads, og Rettens Præsi- dent, Lange, begyndte at oplæse Dommen, den famøse Dom, over hvis Indhold der paa Forhaand havde været saa mange l(andestøberier i 0mløb. Jeg stod spændt, søgte at fæste Ordene i min Hukommelse, nøiagtig som de faldt, og ilede, saasnart Præsidenten var færdig, ned ad de mange Trapper og til Ud- gangen af den for mig ukjendte, noksaa indviklede Bygning. Paa C1aden stod Slæden færdig. Jeg kastede mig op i den og lod l(usken kjøre hen til Carl Johans Gade og videre op til Slottet, hvor jeg lige udenfor Porten mødte Prins Eagen og 242
