t RlGSRETSDOMMENE skulde det Snart vise sig, at jeg i sidstnævnte Henseende“havde været altfor sandspaadd. Naar Kongen holdt meget paa Ludvig Aubert, tror jeg, at derved ogsaa l=Jrindringen om den kjære Lærer Otto Aubert (S. l2) virkede med. Det var neppe nogen ren Tilfældighed, at Kongen netop i disse Dage dvælede meget ved sine Erindringer om den ældre Aubert. Kongen fortsatte sine Forhandlinger med Statsraaderne om den Form, hvorunder der skulde afgives Indberetning om Rigs- rettens eventuelle –Dom. Ligeledes talte han ofte med mig om de Emner, der var for Haanden til en ny Besættelse af Regje- ringen. Derunder indgik ogsaa den Eventualitet, at der kun skulde blive en Dom lyttende paa Mulkt, hvorved der alene kunde blive Tale om en partiel Fornyelse af Regjeringen. Som Marineminister nævnte jeg for Kongen Christian Magnus Fal- sen, hvis Dygtighed jeg kjendte. Men Svaret lød, at det „var en betænkelig Sag at gjøre en Mand, der kun var Løitnant, til Chef for et af de militære Departementer“. Kongen holdt derimod nærmest paa Admiral Knut Geelmuyden Srnith, som kunde bytte med johansen. I Forbindelse hermed har jeg under 24 Februar skrevet: „Ved Middagsbordet igaar sad jeg temmelig nær Kongen. Han raabte: „Kjære Du!“ og drak med mig; jeg vilde reise mig; men Kongen vinkede, at jeg skulde blive siddende, og Saa begyndte han at fortælle om sin Lærer Aubert, der var kom- met i denne Stilling l834. Kongen sagde, at denne havde den Fortjeneste at have hærdet ham og hans Brødre, der alle, navnlig Carl (XV), indtil da var meget forkjælet. Men ved Siden deraf havde der ogsaa været meget vildt ved hans Op- dragelse, og bl. a. havde Aubert lært dem op til at sætte sig ud over Forældrenes Bud. Naar han en Stund havde læst med stor Iver med sine Elever paa Drottningholm, greb han sin Hat og styrtede, efterfulgt af Prinserne, ud i det Frie. Paa en saadan Tur mødte de en rasende Okse, der angreb dem. Aubert tog da Oscar paa Skuldrene, Carl og Gustaf en i hver Haand, og styrtede imod et Gjærde. Han naaede dette i sidste 238
