R1GSRETSDOMMENE g g g d Dommens Afsigelse kom nærmere og nærmere. Kronprin- sert og Prins Carl varslede om sin nær forestaaende Ankomst til Christiania. Her er nogle Brudstykker af mine Optegnelser: „18 Febraar. Prins tingen havde idag stor Lyst til at komme i Rigsretten og høre paa Selmers Tale. Kongen og Dronnin- gen lagde Sagen i min Haand. Jeg havde tidligere til Dronnin- gen sagt som min Mening i A1mindelighed, at ingen af Konge- husets Medlemmer burde vise sig i den Ret. Nu kunde det tænkes, at Prinsens Nærværelse vilde være en Opmærksom- hed mod Statsministeren, og derfor var jeg først tilbøielig til at forandre min Mening; men efter en ny Konferanse med Hen- des Majestæt blev der taget den Bestemmelse, at Prinsen ikke skulde vise sig i Rigsretten. Jeg gjorde gjældende, at Kongen ved at lade en af sine Sønner gaa derhen anerkjendte Domsto- len, og om det end er rimeligst, at et saadant Besøg ingen Føl- ger vilde have, saa kunde det dog tænkes, at der kunde komme et Øieblik, i hvilket man vilde være glad over, at Prinsen ikke havde været tilstede ved et Møde i Rigsretten. Dommen vil falde Lørdag eller Mandag. Om dens Udfald tør ingen Udenforstaaende have en Mening. Men den kan vist blive en Bondedom, der gaar paa Akkord med alle Meninger og med alle Samvittigheder. Da Dommen kan falde Lørdag, er det rimeligt, at Prin- serne allerede kommer den foregaaende Eftermiddag. Dronnin- gen sagde idag, at det var efter Kronprinsens eget Ønske, at denne kom hertil.“ „19 Febraar. Kongen var igaaraftes meget alvorlig stemt og talte, da han lidt før Midnat sad alene med sin Kammer- herre og Adjutant samt mig, længe med mig, om Rigsrettens Afslutning, der var foregaaet samme Dag. Jeg havde talt med flere, der var enige om, at baade Berghs og Selmers Taler havde gjort stærkt Indtryk; jeg fortalte dette og meddelte tillige, at der endnu var Folk, som mente, at Selmer vilde have hand- let klogt ved at udtale, at han med Dommen, den blive fæl- dende eller frifindende, ansaa sin politiske Løbebane for afslut- 234
