RIGSRETSDOMMENE skulde være omtrent sikker. Det er imidlertid et af de inter- essanteste Punkter af hin Tids I–Iistorie, som det kunde være af Betydning at faa oplyst, – hvorledes det hænger sammen med Rigsretsfolkenes svenske Forbindelser, der maa antages at have havt en skjæbnesvanger Virkning. Men engang maa der vel ogsaa komme fuldt Lys derover. For mange, og deriblandt ogsaa for mig, havde det den hele Tid været en Gaade, hvorledes Statsraaderne fra først af havde kunnet anerkjende en Domstol med den eiendommelige Kon- Struktion som Rigsretten. Vi havde tænkt, at de vel maatte have en Opfatning deraf. og at dette senere hen vilde komme tilsyne. Men Intet var skeet, og hvor meget der end fremdeles kunde høres fabuløse Formodninger om, at Udgangen tilsidst skulde blive en Frilindelse, saa var dog dette nu ikke til at tænke paa. Et helt stort Parti havde sat Alt ind paa at opnaa en fældende Dom. Saa maatte det forudsættes, at der ikke vilde blive forsømt Noget, for at dette Maal skulde vindes. Men det blev nu tillige klart, at der egentlig ikke var lagt nogen fast Plan fra den anden Side, og at Kongen og hans Raadgivere ikke havde fuldstændig Rede paa hinanden. Ogsaa her raadede der gjensidige Misforstaaelser. Kongen havde ved sin Ankomst medbragt en Proklamation til det norske Folk i Udkast, der i mine Optegnelser omtales som meget vellykket, nobel og konge- lig. Men jeg finder Intet anført om dens Indhold, formodent- lig fordi jeg har udsat dermed indtil den Tid, da den skulde offentliggjøres. Nu nævnes der kun, at den blev lagt ad aCta. Selmer og Kongen havde oprindelig været imod en Anerkjen- delse af Rigsretten ved, at Forsvaret blev optaget. Derved var det ogsaa givet, at Dommen maatte godkjendes, hvordan den saa end blev. Jeg har derom skrevet lo Febraar: „Kongen var, da han kom hertil, ikke Vidende om Statsraadernes Stem- ning. Det synes først at være her i Byen, at denne er bleven fæstnet, og nu er de enige om at drive sin Eftergivenhedspo- litik ogsaa til denne Yderlighed. Men de, som kommer efter dem, hvad skal de sige og gjøre?“ 233
