RIGSRETSDOMMEN E at man har sin Konge mellem sig. Værdigheden er lagt tilside; men den er der dog; man er utvungen, og dog tryg for, at Stregen aldrig overskrides. En Sammenkomst af denne Art er kun mulig hos en Monark, der er i Besiddelse af en meget høi lntelligens. Det er et Tobakskollegium af en noblere og finere Art end det berømte hos Frederik Wilhelm I af Preussen.“ Særlig Fornøielse skabtes ved et lidet lntermeZZo, som fore- faldt ved denne l..eilighed. Kongen sad i en Sofa og saa hen for sig; da nævnte han noget om et Brev fra Keiser Wil- helm. Ordene faldt langsomt, med Eftertanke – Keiser – –- Wilhelm. Da hører vi med Et I–Iartvig Lassen udbryde: „Det er en rigtig hyggelig Mand, Deres Majestæt!“ Kongen saa høilig forbauset ud: „Kjender Du ham?“ „Udmærket!“ lød Svaret; „der er faa, hvem jeg kjender saa godt.“ Kongens Forbauselse var synlig i Stigende. Men den anden fortsatte: „Det er en prægtig Mand. Han liker sig ikke, som Forholdene nu er, og skal det fortsætte saadan, saa kommer han neppe mere til Christiania.“ Dette forstod ikke Kongen; det blev ham mere og mere gaadefuldt. „Hvem er det, her menes?“ udbrød han; „jeg har talt om Keiser Wilhelm“, – „og jeg“, sagde Lassen, „taler om Wilhelm Keyser, den gamle Universitets- bibliothekar.“ Saaledes løstes den hele Vanskelighed. Men alle lik en god Latter over disse gjensidige Misforstaaelser, og vi var ogsaa alle enige i den Ros, som l.assen havde givet Wilhelm Keyser. Dagen efter, da jeg havde været tilstede, medens Kongen og Dronningen nød sin Frokost i Hendes Majestæts Salon, blev al Samtale afbrudt gjennem en ny Kompromisplan, der duk- kede frem. Den blev bragt i Kongens Hænder ved Frederik BætZmarm. Medens Kongen gik i Statsraadet, skulde jeg for Dronningen læse dennes indgivne Promemoria, hvorom jeg samme Dag, II Febraar, har nedskrevet det nærmere: Altsaa: „Frederik BætZmann mente, at der inden Venstre var mere Stemning end før, for at slutte en for begge Stats- magter hæderlig 0verenskomst. Han antydede, at der fra 228
