Side:Under Oscar IIs Regjering.djvu/221

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

RIGSRETSDOMMENE salen og lik uendelig Tak for min Virksomhed i denne Høst og Vinter. Kongen talte længe alene med mig. Jeg bad ham være taus og forbeholden mod alle, paa hvis Taushed han ikke ubetinget kunde stole. Men det var, som om ikke dette faldt ham let. Han hørte dog naadig og velvillig paa mine 0rd. Han vilde sige til Alle, at han følte sig forvisset om, at Rigsrets- dommen vilde blive frif1ndende. Det lod, som om Statsraadet efter en saadan Dom vilde træde tilbage. Kongen vilde ikke nævne, hvem der skulde blive den nye Regjerings Chef, men antydede, at der i denne kunde komme Mænd af Anskuelser som de, der næredes af Aubert Jeg roste oprigtig Aubert fra Karakterens og Kundskabernes Side; men jeg havde mine Tvivl, hvorvidt han i kritiske Tider var Manden. Blot ikke Mi(:helet er den nye Chef? Han havde indfundet sig til Ankomsten og var i Selmers Middag. Men Kongen drak med ham“og talte meget med Manden. Da Kongen under Middagen raabte: „Amtmand Michelet!“ rystede jeg paa Hovedet til Birkeland, og hans Øine viste, at vi havde forstaaet hinanden. Efter de Ord, som Kongen bagefter sagde til mig paa Slottet, frygter jeg virkelig en Smule for MicheIet. Af Udtalelser fra Kongen lik jeg en Formodning om, at en eller flere Stormagter havde begyndt at øve Tryk, – at der altsaa laa noget bag. Men noget tilforladeligt fik jeg ikke frem om denne Sag. I Selmers Middag saaes ingen af Høiesterets Medlemmer, – mon en DemonStration mod disse, fordi de blev siddende i den mærkelige Ret? Derimod var fem af Høires reisende Folketalere, Aubert Daae, Galbransorz, Løverzskiold og jeg budne. Vi havde tænkt at sidde sammen, men blev desværre splittet fra hinanden. Saaledes maatte vi nøies med at drikke Glas med hverandre. Paa Slottet om Aftenen var foruden den fungerende Hof- chef, Generalmajor Næser og Kongens Opvartning, kun Oberst- løitnant Lars Dahll og jeg tilstede. Kongen sagde, at Prins 0scar ved sin Afreise var stærkt opfyldt af Tanken paa Norge, og at Forholdene her var Prinsens stadige Sorg.“ 223