RIGSRETTENS FORBEREDELSE lighed. Jeg forstaar fuldt ud, at den Tilstand, som deraf vil blive F–ølgen, kan faa mange Skyggesider, og navnlig er jeg ikke blind for, at Sikkerheden for, at en Statsraad skal have en Pension af Kr. 6000.00, kan blive opmuntrende for mangen en Levebrødspolitiker. Men paa den anden Side gaar vi, hvis Rigsretten bliver til Virkelighed, saadanne Farer imøde, at dette maa vække store Betænkeligheder. Kongen kan ikke lade det ene Sæt af sine Raadgivere dømme efter det andet, og naar han saa ikke bøier sig for en Rigsretsdom, da staar det vær- ste af alt for Døren. Hvis han og Statsraaderne havde været bestemt paa at modsætte sig den første Dom, da havde jeg endda kunnet erkjende Rigtigheden deraf, forsaavidt det var bygget paa den Forutsætning, at den kun var en videre Ud- vikling af den Revolution, som begyndte 9 Juni l880. Men er- kjender man en saadan Dom ved at rette sig efter den, da har man maaske allerede bundet sine Hænder for Fremtiden Bli- ver nu Kompromisset gjennemført, da maa Høire ikke, som før, lægge Hænderne i Skjødet, men arbeide for sin Sag, og sker det, kan det muligens endnu gaa bra. Men jeg er ogsaa betænkelig i denne Henseende.“ Kompromisset var, som jeg ser, jeg har betegnet det, kun det Halmstraa, hvorefter vi greb, inden Hvirvelen gik altfor høit. – Jeg følte dette ligge over mig, som en Tyngsel, en Mare, og Tanken paa, hvad der nu kunde ske, røvede mig min Arbeidskraft. Jeg finder i mine Optegnelser Udtryk som disse: „Jeg vaagnede i Nat op af –mine sørgelige Tanker; det var, som om man drog det hele Land til Retterstedet.“ Haabet om at I–inde et Middel, som paa en hæderlig Maade kunde redde os fra alle de sørgelige Muligheder, blev mindre og mindre, og l7 April skrev jeg: „Kompromisset synes nu at være skrinlagt,“ og lige efter kommer, otte Dage senere, en ny Notits: „25 April. Inat dekreteredes Rigsret Ingen ved nu, hvor Norge kan glide hen i den nærmeste Fremtid; jeg frygter meget for mit Fædreland, naar det skal sønderslides af Partierne.“ . l69
