RIGSRETTENS FORBEREDELSE var enig i, hvad jeg sagde: „Deres Majestæt har den Pligt at modtage ethvert Tilbud om hæderligt Kompromis; men det kan maaske i Længden blive det heldigste, om Modparten afviser Forsoningen.“ Samtalen afbrødes, da Statsminister Kieraff kom. Kort efter indfandt – til almindelig Forbauselse – de seks Præsidenter sig, med Sverdrup i Spidsen. Salen, hvor de stod, Kongens Forgemak med de to Søiler, frembød et underligt Skue; Sverdrup talte med Kierulf, Steen med Johansen, Sivert Nielsen med Hertzberg o. s. v., allesammen saa venlige, som om de havde været de bedste Venner af Verden. Kongen kom ind og talte med Steen og Sverdrup, medens han hurtig tog de andre i Haanden. Til Sverdrup skal han have sagt: „Det er længe, siden vi saaes paa dette Sted; men det glæder mig at se Dem her.“ Jeg fulgte med til Østbanegaarden. Veiret, som tidligere havde været slet, var nu godt. Den nedgaaende Sol kastede et straalende Skjær over det snedækte Ekeberg. Mængdens Hurraer lød stærke og begeistrede, og da Jernbanetoget rullede bort, fulgte de Kongen. Der er nu Mulighed for et Kompromis. Sker der virkelig imødekommende Skridt, er Kongen maaske her tilbage paa Tirsdag. Cappelen mente, at man let kunde stanse Debatten imorgen Fredag.“ 1– Mine Optegnelser afsluttes derpaa med en Ytring om, at jeg maaske senere, naar jeg fik mere fuldstændige Oplysninger til min Raadighed, kunde skrive en mere indgaaende Beretning om alt, som var hændt paa denne mærkelige Dag. Den næste Optegnelse blev saa følgende: „]4 April. Jeg ønsker Kompromis, uagtet jeg vel ved, at ogsaa dette har sine Betænkeligheder, og uagtet jeg kun tror lidet paa Muligheden af dets Istandbringelse. Jeg har Deli Aftenpostetzs ledende Artikel for 12te, hvis Standpunkt jeg lik fastsat. Igaar talte jeg med Jakob Sverdrup, hvem jeg tilfæl- digvis traf udenfor Vor Frelsers Gravlund og derfra fulgte til Storthingsbygningen. Jeg sagde ham, at efter min Opfatning var Rigsretten en Retskrænkelse, der kastede Skam paa vort Land, l66
