Side:Under Oscar IIs Regjering.djvu/160

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

RIGSRETTENS FORBEREDFLSE Sverdrup. Han blev senere Assessor i Christiansand og derefter i Bergen; og er nu i l9l0 afgaaet ved Døden. Jeg havde kjendt ham godt fra Barndommen af og stod paa en venskabelig Fod med ham. Nu var han altsaa udseet til at fortsætte de samme Underhandlinger, som først havde været betroet LindStøl. Jeg finder angaaende denne .Affære endnu følgende 0ptegnelser: „7 April. Det var saa nær, at Sverdrup allerede havde be- stilt en Vogn for at kjøre ned til Selmer, da han blev forhin- dret af sine strenge Herrer. Det maa være en fast Karakter.“ Videre læses under samme Dag: „Korrespondansen med ()le Ring og Sverdrup i Anledning af Kompromisset er nu trykt som Manuskript. Hvis Jakob Sverdrup har kjendt den virke- lige Sammenhæng med denne Sag, hvorom der vel neppe kan tvivles, er det uforstaaeligt, hvorledes han har kunnet udtale sig, som han gjorde igaar. Kongen antog det muligt, at Jakob Sverdrups 0ptræden igaar kunde lede til en 0ffentliggjørelSe af den hele Forhandling.“ Hertil slutter sig som en almindelig Karakteristik den nærmest følgende Notits, der bliver den ende- lige Epilog til denne Episode: „I1 April. Kongen reiser idag til Stockholm. Hans ned- trykte Stemning har i de sidste Dage ikke forbedret sig. Efter- retningerne fra Amsterdam om Dronningens Helbredstilstand lyder heller ikke opmuntrende. Igaar sagde Kongen ved Fro- kosten, at alle de Besøg, han nu havde faaet af Venstremænd, og hans Forhandlinger med dem blot havde ledet til Misfor- staaelser og Mistydninger og gjort galt. Der var imidlertid en betydelig VenStremand fra Storthinget, hvis Navn han ikke vilde nævne, som havde holdt det skj“ult, at han havde talt med Kongen, og alene denne havde intet 0ndt gjort ved sit Besøg, der var ubekjendt for alle. Kongen havde en dyb Mistro til alle de gode VenStremænd; de havde, sagde han, narret ham saa ofte, at han umulig kunde stole paa noget af, hvad der kom fra den Kant. Jeg er ogsaa forvisset om, at en retfærdig tænkende Eftertid vil erkjende Rigtigheden heraf, naar den sam- menholder alt, hvad der tales og gjøres i disse Dage. l62