Side:Under Oscar IIs Regjering.djvu/120

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

NÆRMERE BERØRlNG MED KONGEFAMILlEN mente, at det var bra at komme med en aaben Erklæring Kongen sagde, at Aschehoug havde havt store Betænkeligheder derimod og formelig udtalt F–rygt for F–ølgerne; men nu var, sagde han, Beslutningen fattet, og han haabede, at det vilde blive til Velsignelse. Jeg beklagede, at man i Sverige begyndte at tale om Unionens Opløsning, hvad Kongen sagde, han ikke kunde forhindre; men han havde dog gjort meget – og med Held – for at holde saadanne Ytringer tilbage. Jeg sagde, at hvad der manglede vort Folk, var Følelsen af, at Historien fremdeles foregaar, og at det derfor ikke magtede at forstaa, at vi nu var i en skjæbnesvanger Situation. Han var tilbøielig til at være enig deri: „Jeg vil hellere nedlægge Kronen end op- give mit Standpunkt,“ sagde Kongen. Jeg bad ham aldrig lade saadanne Tanker faa Magt over sig, da det vilde gaa ud baade over Norge og siden over Sverige, hvis han udførte dem. „Norge og Sverige er med Nødvendighed henvist til at holde ud sammen,“ sagde jeg, og Kongen svarede, at det ogsaa var hans store Tro. Han sagde, at ved hans Ankomst iforgaars havde Rektor Steen sagt, at Storthinget, hvor megen Umage det end gjorde sig, maaske ikke kunde blive færdigt Tirsdag hvortil han Intet havde svaret, men straks i Henhold dertil bestemt Opløsningen til Kl. 3 idag [Onsdag]. Kongen forstod meget vel, at den Trontale, hvormed han idag slutter Stor- thinget, vil vække en overordentlig OphidSelse, men haabede ogsaa, at den hos alle brave Nordmænd vilde virke tillidind- gydende og staalsættende. „Med Guds Hjælp kommer vi nok igjennem,“ sagde Kongen, og dermed var Audiensen forbi. Mellem de Audienssøgende var ‘4. ManCh, der nok vilde spørge Kongen, hvad han skulde gjøre efter Storthingets Op- træden mod ham.“ Saa kom den berømte Trontale, hvori Kongen talte om sin urokkelige Overbevisning. Men hvordan var den øieblikkelige Virkning? Om den kan nu Beretningerne lyde forskjellig. Selv var jeg ikke tilstede i Storthinget hin Dag, men hørte bagefter saa meget mere derom. Jeg nedskrev 22 Juni følgende: „Livius l22