Side:Under Oscar IIs Regjering.djvu/112

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

NÆRMERE BERØRING MED KONGEFAMILIEN at han oprigtig holder af Norge, elsker det ligesaa høit Som Sverige og vil regjere det overensstemmende med Grundloven, men kun ikke vil og kan udlevere Kongedømmet til Radikalis- men. Han havde talt med Lederne. Men de vilde ikke l-ire, og om et Kompromis kunde der ikke blive Tale. HarbitZ [Storthin- gets tidligere Præsident] havde sagt ham, at dette ikke kunde gaa af uden Revolution – hof hof den gamle, tænkte jeg, er vel glad over at være kommen bort i 7’ide.Y – Jeg Sagde, at jeg ikke forstod, hvorledes denne Revolution skulde foregaa. Kongen antog, at Folkevæbnings-Samlagene sigtede til noget saadan.t, eller ialfald kunde benyttesi det Øiemed. Men til dem bliver ingen Bevilling antaget. Han talte om Statholder- sagen i l873. Han havde været uvis i 24 Timer, skjønt ikke af Tvivl om, hvad der her var Norges Ret. Han havde holdt paa, at de svenske Statsraader alligevel maatte have Adgang til at udtale sig. Jeg Sagde, at da denne Indrømmelse var gjort, og som Kongen Sagde, den sidste retfærdige Grund til Misnøie med Norges Stilling i Unionen var bortryddet, da maatte jeg tænke paa, at nu skulde der vel laves nogle nye Grunde, og det har man da ogsaa [ganske] rigtig gjort. Om sin Broder Kong Carl sagde han, at han var en ædel Mand, der dog aldrig rigtig satte sig ind i Sagerne og gjerne sagde: Ja, nødig: Nei. Jeg bemærkede, at Kongen havde faaet iArv alle de Vanskeligheden med hvilke han nu havde at kjæmpe, og at disse søgte sin Grund helt tilbage til den fore- gaaende Regjering. Uden at sige noget derom, maatte jeg dog tænke paa en Ytring af Statsminister Selmer til min Fader, at Indstillingen om aarlige Storthing i l869 var noget af det mest barnagtige, man kunde høre. Nu skal imidlertid andre lide derunder, som det gjerne gaar her i Verden. Kongen Sagde, at der var begaaet mange Feil; men hans Raadgivere havde altid været besjælet af Ønsket om at undgaa Skin af at være reaktionære og vise, at de var forsonlig stemt. Men Intet hjalp mod den Maade, hvorpaa man optraadte fra den anden Side. Kongen mente, at hvis vore radikale Politikere fik sin kjære ll4