Side:Under Oscar IIs Regjering.djvu/107

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

STATSMINISTER–SKIFTET Den vilde derved have vist, at den paaskjønnede en Mand, som ikke havde gjort noget andet Galt, end at han tog dens Parti. Men om den henlagde Forslaget, da blev det en saarende Af- visning, som maatte føles ubehagelig af den, hvem den ram- mede. Universitetet ansaa mig værdig til en bedre Stilling; det var en bedre Dommer end nogen af Kirkedepartementets Funk- tionærer. Man kunde ladet det passere paa denne lnstans og overladt det til sine Modstandere af Storthingsoppositionen at afvise det. Jeg vilde aldrig have beklaget mig. Men nu skulde Kirkedepartementet ud og servere nogle fine Talemaader. Disse maatte stamme fra den daværende Ex- peditionschef N. HertZberg. Lige over Nytaar l882 havde jegi Departementet en Samtale med denne, som derved var mig lidt paafaldende. Jeg lugtede øieblikkelig Lunten og forstod, at der var noget i Veien fra hans Side. Opløsningen kom snart efter, da Verdens Gang l0 Januar l882 kunde bringe en spydig Notits om, at Kirkedepartementet havde afslaaet at godkjende Oprettelsen af et personligt Professorat for mig. Meddelelsen gjorde et nedslaaende Indtryk, ikke fordi jeg just havde ventet mig noget Resultat af Forslaget, men paa Grund af den uhel- dige Form, hvori Regjeringens Negtelse af at fremme Sagen var klædt. Departementet havde ikke leveret nogen saglig lmødegaaelse, og det oprindelige Forslag stod urokket. Men saa havde en eller anden i Departementet fundet paa en Form, der skulde bære ud over alle Vanskeligheder. Hvad Departe- mentet her gjorde, var en Bedrift, som i de Dage ikke savnede Sidestykker. Jeg var som fremskudt og virksomt Medlem af Regjeringens eget Parti en ubeleilig Person. Man kunde kom- promittere sig ved at antage sig min Sag, og derfor var det bedst ikke at kjendes ved en Person af denne Art. Saaledes gik det ofte i de Dage, og jeg for mit personlige Vedkommende fik siden flere Gange mærke, hvor konsekvent der blev fortsat paa den samme Bane. Hin Tids Regjeringsmedlemmer havde neppe Forstaaelsen af, at de paa den Maade formelig skræmte Tilhængere og Meningsfæller bort, – som om de havde for mange l09