Side:Under Oscar IIs Regjering.djvu/105

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

STATSMINISTER–SKIFTET havde jeg f. Ex. lagt megen Vægt paa den Ødelæggelse, som var anrettet gjennem de hanseatiske Overfald i det fjortende og femtende Aarhundrede. Men dertil havde Sars svaret, at det norske Folk nok havde kunnet forsvare sig, om det blot havde villet, og saa havde jeg repliceret, at her maatte kunne og ville væsentlig falde sammen, og at Mangel paa Evne maatte ophæve Villie. Nu, i l88l, kom dette atter frem, og i den første Forelæsning blev det sagt, at Norge mod Middelalderens Udgang ikke manglede Evne, men vel Villie. Paa denne Maade vedblev Taleren i de følgende Timer. I Anledning af den Holdning, som de norske Kjøbstadsborgere havde indtaget paa Reformationstiden, og hvori han saa et af Tidens faa glædelige Tegn, kastedes der ind en Ytring om, at Handelsstanden i Regelen kun har lidet FædrelandsSind. I den tredie Forelæsning fik man høre, at et Folk altid skulde følge sine Ledere. Med en Hentydning til Bjørnson sagde Taleren, at hvor meget end den smaalige og lave Middelmaadig- hed kunde tage fat paa Genierne, saa var disse derfor lige ud- mærket. I de følgende Forelæsninger gik Sars videre og videre, og talte i 0rd, som maatte tiltale de Medlemmer af Storthingets Bondeopposition, som kom derhen. Han omtalte de to helt forskjellige Samfund, som skulde findes i vort Land. Der blev mere og mere af den direkte Anvendelse paa Nutiden. Saaledes kom han i Anledning af Nordal Brun ind paa Bjørnson, der var en Digter og en Høvding. I den sidste Forelæsning for- kyndtes uden 0msvøb, at den Politik, som den daværende Storthingsmajoritet drev, var en ligefrem Gjentagelse af Eids- voldsmændenes. Videre erklærede Taleren, „at Nicolai Wergeland var den største Mand i Tidsrummet l807–-l8l4, bl. a. fordi han var Fader til Henrik Wergeland“. Det kan ikke undre, at en Forelæsningsserie af saadan Art gjorde en vis 0psigt, om den just ikke vakte Beundring hos Alle. Der kunde høres megen Kritik, og ikke mindst gav der sig tilkjende en stærk Skuffelse over Indholdet. Taleren syntes selv at have en Fornemmelse af, at han stod paa usikker Grund, l07