6. Dertil talte I endnu et andet ord. Da jeg,
som en søn af skyldig tillid til sin fader, bebreidede
eder eders vrede, saa trøstede og traf I mig snart
igjen netop paa rette sted, saa at jeg i mit hele
liv neppe har hørt et ord af noget menneske, som
har gjort et saadant indtryk paa mig og sat sig
saa fast hos mig. Ti dette var eders ord: „Aa,
har du da ikke ogsaa hørt, at man skal være lydig
mod sine foreldre?“ Men jeg forherdede mig i min
egen gudsfrygt, hørte og foragtede eder ganske som
et menneske. Men i mit hjerte kunde jeg dog ikke
foragte eders ord.
7. Her kan I nu se, om det ikke har været skjult for eder, at man maa foretrække Guds bud for alle andre. For er det ikke saa? Havde I vidst, at jeg paa den tid endnu var i eders haand, havde I da ikke revet mig efter eders faderlige magt ud af munkekappen? Ti sandelig, hvis jeg havde vidst det, jeg havde ikke uden eders vilje og vidende begyndt paa saadanne ting, om jeg saa tusend gange havde skullet lide døden. Ti egentlig var mit løfte ikke en bønne verdt. Ti jeg unddrog mig dermed mine foreldres myndighed og vilje, hvilke Gud havde givet mig at adlyde. Og hvad mere var, det var helt op ugudeligt; at det ikke var af Gud, viste sig ikke alene deri, at det var imod eders myndighed, men ogsaa deri, at det ikke blev gjort af hjertet og villigt. Og dertil var mit løfte bygget paa blot og bar menneske-lære og hykkelsk aandelighed, som Gud ikke har paabudt.
8. Men Gud, hvis barmhjertighed ikke har noget maal, og hvis visdom ingen ende har, har udaf alle saadanne vildfarelser og synder skabt saa uendelig meget større goder. Sig mig, vilde I ikke heller have tabt hundre sønner, end ikke have set et saa stort gode?
