Side:Udvalg af Luthers Reformationsskrifter.djvu/90

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

saa vil jeg vise eder, at I har været ligesaa uvidende derom som jeg.

3. Jeg gaar nu i det 16de aar af mit munkeliv, som jeg gav mig til uden eders vidende og vilje. I var vel sorgmodig og bekymret over min svaghed, fordi jeg var et ungt blod paa 22 aar, det vil sige (for at bruge Augustins ord), det var endnu pure hede ungdommen med mig, og fordi I af flere eksempler havde erfaring for, at munkelivet var blevet mange til ulykke. I havde vel ogsaa ønsket at skaffe mig et rigt og ærligt giftermaal og binde mig paa den maaden.

4. Og denne eders frygt og bekymring, denne eders uvilje mod mig var en tid fuldstændig uryggelig, ligesom det var aldeles faafengt, hvad alle eders venner raadde eder til, naar de sagde: „Hvis I vil ofre Gud noget, saa skal I ofre ham det kjæreste og bedste“. Imidlertid lod vel Gud dette vers af salmen finde gjenklang i eders hjerte: Herren kjender menneskenes tanker, at de er forfængelige; men I hørte intet. Tilsist gav I dog efter og føide eder i Guds vilje, men opgav dog ikke eders frygt og bekymring for mig.

5. For jeg mindes endnu altfor vel, at da det igjen blev godt mellem os, og I talte med mig, og jeg sagde eder, at jeg var kaldet ved et skrekkeligt syn fra himlen — for det var ikke gjerne og villig, jeg blev munk, end mindre for at mæske min bug, men da jeg i hast blev omgiven af dødens skrek og angst, afgav jeg et tvungent og ufrit løfte — I sagde da straks: „Gud give, det ikke var et bedrag og et djævelsk gjøgl“. Det ord trengte igjennem mig, ligesom om Gud havde udtalt det gjennem eders mund, og senkede sig snart til min sjæls grund. Men jeg tillukte og stengte for mit hjerte, saa meget jeg kunde, mod eder og eders ord.