aftager, saaledes vokser og tiltager deres kjærlighed[1].
18. Det synes heller ikke at være bevist hverken ved gode grunde eller ved skriften, at sjælene i skjærsilden er ude af stand til at erhverve sig fortjeneste eller til at vokse i kjærlighed.
19. Heller ikke det synes at være bevist, at sjælene i skjærsilden, idetmindste ikke alle, er visse paa og forsikrede om sin salighed, om vi end er ganske visse derpaa[2].
20. Derfor mener eller forstaar paven ikke ved disse ord „fuldkommen eftergivelse af al pine“, at alle slags straf i almindelighed skal eftergives; men han mener bare den straf, som han selv har paalagt.
21. Derfor tage aflads-prædikanterne feil, naar de sige, at mennesket ved pavens aflad blir frit for al straf og saligt.
22. Ja paven eftergiver for sjælene i skjærsilden ingen straf, som de ifølge kanonerne havde skullet gjøre bod for og afsone i dette liv[3].
23. Ja, dersom eftergivelse af al straf kan gives nogen, saa er det vist, at den alene kan gives de fuldkomneste, det vil sige nogle ganske faae[4].
24. Derfor maa de allerfleste folk bli bedragne ved det glimrende løfte, som man uden forskjel foregjøgler menigmand, om betalt straf.
25. Den samme magt, som paven gjennemgaaende og i almindelighed har over skjærsilden,
- ↑ Angsten kan nemlig alene hæves ved den (i troen) voksende kjærlighed. Skal de, som pines i skjærsilden, faa det bedre, saa maa deres indvortes tilstand forandres.
- ↑ Det er nemlig ubegribeligt, hvorledes den, som er vis paa sin salighed, alligevel kan have sjælekvaler i det andet liv.
- ↑ Fordi de døde ikke mere er bundne ved de nevnte straffe.
- ↑ Kun de, som dø i fuldkommen tro, kan faa eftergivelse af al pine; de andres dødsfrygt med deraf følgende pine kan ikke paven hæve.
