skyld, han som har gjort det saa meget godt, og det sætter hele sin glæde i, at det paa sin side ogsaa kunde tjene Gud for intet i fri kjærlighed. Dog finder det i sit kjød en gjenstridig vilje, som vil tjene verden og søge, hvad der kan være den selv til behag. Det kan troen ikke like, og den lægger sig med begjærlighed om dens hals for at dempe og holde styr paa den, som st. Paul siger, Rom. 7, 22 f.: Jeg har lyst til Guds vilje efter mit indvortes menneske; dog finder jeg en anden vilje i mit kjød, som vil tage mig til fange ved synden. Ligesaa 1 Kor. 9, 27: Jeg tugter mit legeme og øver det til lydighed, for at ikke jeg skal bli forkastet, jeg som skal lære andre. Ligesaa Gal. 5, 24: Alle, som tilhører Kristus, korsfeste kjødet med dets onde lyster.
21. Men disse gjerninger maa ikke ske i den forstand, at mennesket derved kan bli retfærdigt for Gud (for denne falske opfatning kan troen ikke like, den er alene og kan alene være retfærdighed for Gud), men kun i den forstand, at legemet blir lydigt og renset for sine onde lyster, og at øiet kun ser til at drive ud de onde lyster. For efterdi sjælen ved troen er ren og elsker Gud, vilde den gjerne, at ogsaa alle ting var rene, særlig dens eget legeme, og at hver mand elskede og takkede Gud med den. Og da gaar det saa, at mennesket for sit eget legemes skyld ikke kan gaa ørkesløst, og maa øve mange gode gjerninger for at tvinge det, og dog er gjerningerne ikke det rette gode, hvor ved det blir godt og retfærdigt for Gud, men det gjør dem af fri kjærlighed for intet, for at behage Gud; det søger og ser deri ikke andet, end at det saaledes kan behage Gud, hvis vilje det gjerne vilde gjøre paa det aller bedste.
Deraf kan da enhver selv finde maal og maade at spæge sit legeme paa, ti han faster, vaager,
