4. Derfor varer angren og sorgen over synden,
det vil sige, sand bod, ligesaa lenge, som en
har mishag til sig selv, nemlig til udgangen af dette
og indgangen i det evige liv.
5. Paven hverken vil eller kan eftergive nogen anden straf end den, som han har paalagt efter sin egen vilje eller ifølge de kanoniske, det er pavelige forordninger.
6. Paven, kan ikke forlade nogen skyld, uden alene forsaavidt at han forkynder og stadfester, hvad der er forladt af Gud, eller dog at han gjør det i de tilfælde, som han har forbeholdt ham. Og hvis disse tilfælde blir foragtede, vilde skylden forblive tyngende uden at være forladt[1].
7. Gud forlader ingen hans skyld, uden at han tillige lader ham, tilbunds ydmyget, underkaste sig presten, som er hans statholder.
8. Canones poenitentiales, det vil sige, forordningerne om, hvorledes man skal skrifte og gjøre bod, er alene paalagt de levende, og de kan ifølge de samme forordninger ikke paalægges døende[2].
9. Derfor gjør den Hellig aand ved paven vel imod os deri, at paven overalt i sine dekreter eller bestemmelser undtager artikelen om døden og den yderste nød.
10. De prester er uforstandige og gjør ilde, som lade de døende mennesker beholde opsparet poenitentias canonicas, det vil sige paalagt bod i skjærsilden for der at gjøre fyldest for den[3].
- ↑ D. e.: Den som ikke har den ærefrygt for kirken, at han paatager sig og fuldbyrder de straffe, den paalægger, den foragter Gud og faar ikke syndsforladelse. Dette udføres i 7.
- ↑ Afladen er jo kun ettergivelse af kirkestraffene og kan selvfølgelig kun gjelde for dette liv og ikke for de døde.
- ↑ Rettet mod den lære, at hvis nogen dør i kirkesamfundet, uden at have ydet kirkelig fyldestgjørelse for alle dødssynder, maa han afsone dem i skjærsilden.
