jord og i helvede, om vi end ikke se ham; det kommer deraf, at han regjerer aandeligt, usynligt.
Saaledes bestaar ogsaa hans prestedømme ikke i udvortes bevægelser og klæder, som vi se dem blandt menneskene, men det bestaar i aanden, usynligt, saaledes at han uden afladelse staar frem for Guds øine for sine, ofrer sig selv[1] og gjør alt, hvad en from prest skal gjøre. Han beder for os, som Paulus siger, Rom. 8, 34; ligesaa lærer han os indvendig i hjertet, og dette er en prests to egentlige, virkelige embeds-gjerninger; ti saaledes bede og lære ogsaa de udvortes, menneskelige timelige prester.
15. Da nu Kristus har førstefødselen med dens ære og værdighed, saa deler han den ogsaa med alle sine kristne, for at de ogsaa alle ved troen maa være konger og prester med Kristus, som st. Peter siger 1 Pe. 2, 9: I er et presteligt kongedømme og et kongeligt prestedømme. Og det gaar saaledes til, at et kristen-menneske ved troen løftes saa høit over alle ting, at det blir alle tings aandelige herre, ti ingen ting kan skade det for saligheden. Ja alt maa være det underdanigt og hjælpe det til salighed, som st. Paulus lærer, Rom. 8, 28: Alle ting maa hjælpe de udvalgte til deres bedste, det være liv, død, synd, gudsfrygt, godt eller ondt, med hvad navn det saa kan nevnes; ligesaa 1 Kor. 3, 22: Alle ting er eders, det være livet eller døden, det nærværende eller det tilkommende osv. Ikke saa at vi er alle ting legemlig megtige, saa vi eie eller bruge dem, som menneskene gjør det paa jorden, for vi maa dø legemlig, og ingen kan fly døden; ligesaa
- ↑ Ifl. den romerske lære, som altsaa Luther paa denne tid (1520) endnu ikke var frigjort fra, har Kristus ikke bare ofret sig én gang, paa korset (sml. Hebr. 7, 27), men han ofrer sig selv, hver gang hans legeme og blod nydes i sakramentet.
