ligesom det omvendt er den største beskjemmelse, naar den ene holder den anden for en løs, løgnagtig, upaalidelig mand. Saaledes ogsaa, naar sjælen tror fuldt og fast Guds ord, holder den ham for sand, god og retfærdig, hvormed den gjør ham den aller største ære, som den kan gjøre ham. For da giver den ham ret, da lader den ham faa ret, da ærer den hans navn og lader ham stelle med sig, som han vil, den tviler ikke paa, at han er god og sand i alle sine ord.
Omvendt kan vi ikke gjøre Gud nogen større vanære end ikke at tro ham, hvorved sjælen holder ham for uduelig, løgnagtig, upaalidelig og, saavidt det staar til den, fornegter ham med saadan vantro og danner i hjertet en afgud efter sit eget sind mod Gud, som om den skulde vide det bedre end han. Naar saa Gud ser, at sjælen tillægger ham sandhed og saaledes ærer ham ved sin tro, saa ærer han den igjen paa sin side og holder den ogsaa for god og sand, og den er ogsaa god og sand ved saadan tro. Ti at vi tillægge Gud sandhed og godhed, det er ret og sandt og gjør god og sand, fordi det er sandt og ret, at der blir tillagt Gud sandhed, hvilket de ikke gjør, som ikke tro og dog stræve møisommelig med at udføre mange gode gjerninger.
12. Ikke alene giver troen saa meget, at sjælen blir lig det guddommelige ord, fuld af al naade, fri og salig; men den forener ogsaa sjælen med Kristus som en brud med sin brudgom, og af dette egteskab følger, som st. Paulus siger (Ef. 5, 30), at Kristus og sjælen blir ét legeme. Ligesaa blir begges eie, medgang, modgang og alle ting fælles, saa at hvad Kristus har, er ogsaa den troende sjæls eiendom, og hvad sjælen har, blir Kristi eiendom. Nu har Kristus alle gode ting og salighed: de blir sjælens eiendom; sjælen har al udyd og synd paa
