fat i et lidet ord, sagt om pavedømmet, som tilfældigvis var faldet mig ud af munden. Da sprat den store skrydende helt op, fræsede og pustede, som om han alt havde fanget mig; han foregav, at han til Guds ære og den hellige romerske kirkes pris vilde vove og udføre alle mulige ting, blæste sig op og brystede sig af din myndighed, som han vilde bruge til at faa sig ry som den ypperste teolog i verden, hvad han vist ogsaa interesserer sig mere for end for pavedømmet; han lod sig mærke med, at dertil skulde det være ham til ikke liden nytte, om han førte doktor Luther i sit hærskjold. Da nu dette ikke har lykkets for ham, vil sofisten bli rasende; for han føler nu, hvorledes han alene er skyld i, at den romerske stols spot og skam har aabnet sig for mig.
14. Lad mig her, hellige fader, ogsaa engang faa behandle min sag for dig og anklage dine sande fiender for dig. Du kjender uden tvil til, hvorledes jeg blev behandlet i Augsburg af kardinal st. Sixti[1], din legat, i sandhed baade ubeskedent og urigtigt, ja rent utroligt, og det af ham, i hvis haand jeg for din skyld havde lagt al min sag, saaledes at han skulde byde fred; jeg vilde, at der skulde bli en ende paa sagen, og vilde tie stille, hvis mine modstandere ogsaa forholdt sig rolige, hvilket han let havde kunnet udvirke med et ord. Da kløde hans forhippenhed efter timelig berømmelse ham alt for meget; han foragtede mit tilbud og dristede sig til at retfærdiggjøre mine modstandere, at give dem kuns endda friere tømmer og byde mig at tilbagekalde, hvortil han intet paalæg havde. Saaledes kom det ved hans letfærdige formastelighed dertil, at sagen som dengang stod godt, senere hen er bleven
- ↑ d. e. Cajetan.