Hopp til innhold

Side:Udvalg af Luthers Reformationsskrifter.djvu/50

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ingen anden raad mere, end at vi faa advare og bevare nogle, at de ikke sluges af det romerske gap.

12. Se, min herre fader, det er aarsagen og grunden til, at jeg har gjort saa haarde stød mod denne pestfængte stol. For jeg har slet ikke været til sinds at rase mod din person; jeg har tvertimod haabet, at jeg vilde fortjene naade og tak af dig, og at det vilde bli erkjendt, at jeg havde virket til det bedste, om jeg bare friskt og skarpt angreb dette dit fængsel, jeg kan sige dit helvede. For jeg mener, at det var godt og saligt for dig og mange andre, alt det, som alle fornuftige og lærde mænd formaade at opdrive mod dit ukristelige hofs aller vildeste uorden. De gjør sandelig en gjerning, som du skulde gjøre, alle de, som gjør et saadant hof den fortræd og alt det onde, som de bare kan; de ære Kristus, alle, som gjør hoffet aller mest til skamme. Kort sagt, de er alle gode kristne, som er daarlige romere.

13. Jeg vil sige endda mere. Ikke engang dette vilde nogensinde have bevirket, at det var faldt mig ind at larme mod det romerske hof eller disputere noget om det. For eftersom jeg saa, at omkostning og møie var spildt til ingen nytte for det, saa havde jeg foragtet det, sendt det et afskedsbrev og sagt: „Far vel, kjære Rom, stink fremdeles, hvad der stinker, og forbliv uren for bestandig, hvad urent er (Aab. 22, 11) — havde altsaa overgivet mig til det stille rolige studium af den hellige skrift, for at kunne være dem til gagn, som jeg bode blandt. Da jeg nu her virkede ikke uden frugt, saa spilede den onde øinene op og fik se det; behændigt tilskyndede han da med afsindig ærgjerrighed sin tjener Johan Eck, en svoren fiende af Kristus og sandheden, indgav ham, at han uventet skulde rive mig ind i en disputation og greb