ikke dør nu, da vorde dig denne naade forbeholdt, naarsomhelst du en anden gang kommer i dødens strube. I navnet faderens, sønnens og den Hellig aands. Amen! Fr. Johannes Tetzel, subkommissær, har med egen haand skrevet det“. Han begyndte først i erkebispens eget land, hvor man da ikke havde saa meget at frygte for forhaanelse som andensteds, og skreg saa vældigt og med saadan frækhed, at det ikke varede længe, førend han havde alt i samme gode gang som forhen. Til Saksen turde han for det første ikke komme, ti det var forbudt af dets fyrster, dels fordi at landet var ved aflads-handelen i de forrige aar saa haardt medtaget, dels ogsaa fordi at slotskirken i Vittenberg havde en speciel, nylig af Leo X stadfestet og udvidet ret til at sælge aflad. Imidlertid kom dog aflads-prædikanterne nærmere og nærmere hen mod Saksens grænser, og trods forbudet, trods den foragt, hvori afladen var kommem og trods den næsten al forestilling overgaaende skamløshed og ugudelige frækhed, hvormed Johan Tetzel anpriste sine varer, løb dog mange folk fra Vittenberg til de nærliggende smaabyer for at kjøbe sig afladsbreve. Luther advarede vel i en prædiken imod denne løben efter aflad, men da han ikke vidste, at de forstod afladen anderledes end han, som derved blot tænkte sig en ettergivelse af de kirkelige straffe, og neppe drømte om, at nogen mente at skulle kunne derved kjøbe sig salighed, saa ivrede han endnu ikke just synderlig imod dem, som kjøbte aflad. Men han fik snart en anden underretning. Adskillige kom til ham i skriftestolen og bekjendte grove synder, men vilde hverken vide noget af kirkebod eller omvendelse at sige, forlangte derimod ligefrem absolution (afløsning af ham i kraft af de afladsbreve, som de havde kjøbt sig. Nu saa Luther, at ikke alle tænkte som han, og at man her maatte gribe til alvorligere forholdsregler: hine forkyndte han strax, at han ikke bekymrede sig om deres afladsbreve, men at han holdt sig til Jesu ord: „dersom I ikke gjør bod, saa skal I alle paa lige maade omkomme“ (Luk. 13, 8), og at han derfor ikke vilde meddele dem absolution, førend de erkjendte sig villige til at gjøre omvendelse; og for dernæst at advare hele sin menighed, saa holdt han en prædiken, hvori han viste, at det var en stor og farlig vildfarelse, naar nogen troede, at afladen gjorde den sande anger
