den videre, end enhver kunde udholde dem; saa meget mere skal man nu, da de ikke gjelde, agte paa, at der ikke blir paalagt mere, end hver mand godt kan bære.
12. Man siger vel, at synderen, hvad straffen forøvrigt angaar, skal henvises til skjærsilden eller til afladen; men der blir nu sagt flere grundløse og ubevislige ting.
13. Det er en stor vildfarelse, om nogen skulde mene, at han vilde gjøre fyldest for sin synd, da dog Gud altid giver os forladelse for den for intet, af uvurderlig naade, og forlanger intet derfor, uden at vi for fremtiden skal leve vel. Kristenheden kræver vel noget; men derfor skal ogsaa den give afkald og ikke paalægge noget tungt eller uudholdeligt.
14. Aflad tillades for de ufuldkomne og dovne kristnes skyld, som ikke vil øve sig freidigt i gode gjerninger eller er lade. For aflad hjælper ingen fremad til det bedre, men den taaler eller tilsteder deres ufuldkommenhed. Derfor skal man ikke tale mod afladen, men man skal heller ikke tale nogen dertil.
15. Meget sikrere og bedre vilde den gjøre, som bare for Guds skyld gav til st. Peters bygning, eller hvad der ellers nevnes, end at tage aflad derfor. For det er farligt, at han giver saadan gave for afladens skyld og ikke for Guds skyld.
16. Meget bedre er den gjerning, som er bevist mod en trengende, end det, som gives til bygging, ogsaa meget bedre end den aflad, som gives derfor. Ti (som sagt) det er bedre at have gjort én god gjerning end at have faat meget eftergivet: Men aflad er eftergivelse af mange gode gjerninger, eller ogsaa er der intet eftergivet.