at de som løse sjæle- eller skrifte-breve, ikke har nødig at angre.
10. Men hvad skal og kan jeg andet gjøre, høiærværdige biskop og høiædle kurfyrste, end at bede eders høiærværdighed ved herren Jesus Kristus at have et øie af faderlig omsorg med denne sag, at faa helt væk den samme instruks og byde afladsprædikanterne at prædike paa en anden vis eller med andre ord, for at ikke maaske nogen i sin tid skal tage dem frem, modsige baade aflads-prædikanterne og instruksen og gjendrive den, til høieste beskjemmelse for eders høiedle høihed, hvorfor jeg sandelig gruer meget, og dog befrygter jeg, at det vil ske, om der ikke øieblikkelig rettes paa sagen.
11. Denne min ringe, men troe tjeneste beder jeg, at eders høiedle naade vil modtage med et fyrsteligt og biskopeligt, det vil sige med velvilligt og mildt sindelag, ligesom jeg ogsaa yder den med et helt trofast hjerte, hvilket er eders høiærværdighed helt og aldeles hengivent, særlig fordi jeg ogsaa er et faar i eders hjord.
Herren Jesus beskjærme og bevare eders høiærværdighed i evighed, amen.
Skrevet i Vittenberg, alle helgens aften 1517.
Om det er eders høiærværdighed behageligt, kan De se paa disse mine disputationer for at indse, at meningen om afladen er en uvis sag, hvilken dog aflads-prædikanterne udraabe og holde for ganske vis.
Eders kf. naades underdanige
M. Luther.
