st. Peters domkirke i Rom. Derved vil jeg ikke saa meget laste og klage over aflads-prædikanternes store ordgyderi, som jeg ikke har hørt, men derimod den falske opfatning, som det arme enfoldige folk lægger deri og overalt høit jubler over. Men især er det dette, der volder mig smerte og sorg, at det usalige folk lader sig overtale til at tro, at naar de løse aflads-breve, de da er visse og sikre paa sin salighed. Ligesaa, at sjælene uden ophold fare ud af skjærsilden, saasnart pengene lægges i kassen for dem. Fremdeles, at denne aflad er saa kraftig, at ingen synd kan være saa stor (ja saa forargerlig tale de derom, om det ogsaa var muligt, at en havde krenket den høilovede moder) — den kunde jo forlades og tilgives. Ligesaa, at mennesket ved denne aflad blir frit og løst for al straf og skyld.
4. Aa du kjære Gud, paa saadan maade blir, kjære fromme fader, de arme sjæle, som er i eders høiærværdigheds distrikt og under eders omsorg, underviste til døden, ikke til livet, og der vil for disse sjæle bli krævet af eder et meget strengt og tungt regnskab, som altid vokser og blir større.
5. Derfor har jeg ikke længer kunnet tie til dette. For mennesket kan ikke bli forsikret om sin salighed ved nogen biskops embede eller gjerning, da det heller ikke blir forsikret derom ved Guds indgivne naade. Derfor formaner ogsaa apostelen (Filp. 2, 12) os, altid at stræve med frygt og bæving at bli salige. Og Peter siger (1 Pet. 4, 18): Hvis den retfærdige neppe blir bevaret, hvorledes vil den ugudelige og synderen kunne bestaa? Endelig er veien, der fører til livet, saa trang og smal, at herren ved profeterne Amos og Sakarias kalder dem, som skal bli salige, en brand, som blir revet ud af ilden (Amos 4, 11; Sak. 3, 2). Herren selv for-
