naar en god mynt er forfalsket, saa blir den for misbrugens skyld inddragen og forandret, eller som naar de nye sko blir gamle og klemme, saa bruges de ikke mere, men blir kastede og der kjøbes andre. Ordning er en udvortes ting; den være saa god, den være vil, saa kan den lede til misbrug. Men da er det ikke mer en ordning, men en uordning. Derfor staar og gjelder ingen ordning noget af sig selv, som de pavelige ordninger hidtil har været agtede; men al ordnings liv, værdighed, kraft og dyd er den rette brug; ellers gjelder og duger den slet ikke noget.
Guds aand og naade være med os alle, amen!
Denne trosbekjendelse danner slutningen af Luthers store bekjendelse om Kristi natverd, udkommet i mars 1528.
I.[1] Fordi jeg ser, at jo længer det gaar, des mer blir det af partivæsen og vildfarelser, og at satan ikke hører op med at buldre og rase, saa vil jeg, for at ikke i fremtiden i mit levende live eller efter min død nogen skal søge hjælp hos mig og falskelig fremføre skriftlige udtalelser af mig for at styrke sin vildfarelse, som sakraments- og daabssværmererne har begyndt at gjøre — saa vil jeg med dette skrift for Gud og al verden bekjende min tro, stykke for stykke, derved jeg tænker at blive til ind i døden, deri (dertil hjælpe mig Gud) at skilles fra denne verden og komme
- ↑ Paragraftallene i det her meddelte er i Walchs udgave 509—545 (32 findes ikke hos Walch).
