vi lade fare, at de villig og frit kan undlade det i gudstjenesten, som de kun gjør uvillig og nødig. Gud finder dog intet behag i tvungen tjeneste; den er faafengt og til ingen nytte.
50. Men med festerne som jul, paaske, pinstid, mikæli, renselsen og lignende faar det gaa som hidtil paa latin, indtil vi har faat tyske sange nok dertil. For dette verk er kun i sin begyndelse, derfor er endnu ikke alt færdigt, hvad dertil hører; men man faar vide, hvorledes det skal og kan gaa til paa en og samme maade, for at der kan findes raad og maal for de mange slags maader.
51. Fasterne, palmesøndag og den stille uge lade vi bli — ikke saa at vi tvinge nogen til at faste, men saa at lidelses-historien og evangelierne, som er bestemte for de tider, skal vedblive, dog ikke saa, at vi holde fast paa opdekningen, palmeprosessionen, billed-tilhylningen og alt andet gjøgl, eller synge lidelses-historien fire ganger eller have at prædike over den aatte timer om langfredagen; men den stille uge skal være som de andre uger med undtagelse af, at der prædikes over lidelsen en time om dagen i hele ugen eller saa mange dage man vil, og at den som vil kan faa sakramentet. For blandt de kristne skal alt i gudstjenesten ske for ordets og sakramenternes skyld.
52. Vi sammenfatte det alt: denne og al anden ordning er at bruge saa, at, hvor der opstaar misbrug deraf, afskaffer man den straks og indfører en anden, ligesom kong Esekias brød sund og afskaffede kobber-ormen, som dog Gud selv havde befalet ham at gjøre — af den grund at Israels børn misbrugte den. For ordningerne skal tjene til at fremme troen og kjærligheden og ikke til at skade troen. Naar de nu ikke længer gjør det, saa er de alt døde og borte og gjælde ikke mere, ligesom
