tror De det ikke, saa tror dog jeg og maa lade e. kf. n.s vantro beholde sine bekymrede kvaler, som alle vantro bør at lide.
12. Fordi jeg da ikke vil lyde e. kf. n., saa er e. kf. n. for Gud undskyldt, om jeg blir fangen eller dræbt, For menneskene skal e. kf. n. forholde eder saaledes, at De som en kurfyrste er øvrigheden lydig og lader hans keiserlige maj. raade i e. kf. n.s steder og lande, over liv og gods, som det sig bør efter rigsens orden, og ikke værge eder eller modsætte eder, ikke ønske at gjøre modstand eller nogen slags hindring mod øvrigheden, om de vil fængsle eller dræbe mig. Ti øvrigheden skal ingen gjøre mén eller modstaa uden alene den, som har indsat den; ellers er det oprør og modstand mod Gud.
13. Jeg haaber dog, de vil bruge sit vet, saa at de erkjende, at e. kf. n. er født i en for høi vugge, til at De skulde være slutter for mig. Naar e. kf. n. lader døren staa aaben og giver dem trygt kurfyrsteligt fribrev, om de kom for at hente mig, de selv eller deres sendemænd, saa har e. kf. n. været lydig nok. De kan ikke kræve noget mere af e. kf. n., end at de ved, at Luther er at finde hos e. kf. n. Og det skal ske uden e. kf. n.s bekymrede stræv og uden nogen fare. For Kristus har ikke lært mig at være kristen til skade for nogen anden.
14. Men vil de være saa uvittige at byde, at e. kf. n. selv skal lægge haand paa mig, saa skal jeg tidsnok sige, hvad der er at gjøre: Jeg vil holde e. kf. n. fri for skade paa legeme, gods og sjæl for min sags skyld — e. kf. n. faar nu tro det eller ikke.
15. Hermed befaler jeg e. kf. n. til Guds naade. Forøvrigt vil vi snarest kunne tales ved, om det er nødvendigt. Ti denne skrivelse har jeg
