gerne i, efter Afgangen fra Skolen at bortkaste den paatvungne forældede Skrivemaade og lære sig den nyere, skjønt de da maa blive Skolebørn igjen for nogen Tid og have Ulejlighed med at aflægge gammel Vane. Ungdommen kommer saaledes til at maatte lære to Retskrivninger, hvor en kunde været nok.
Mon det da ikke skulde være rigtigere at lade SKolen følge med Tidens og Sprogets Gang end at anstrenge sig for at faa Skolen til at staa stille, medens TIden gaar? Det Rette er formentlig, at Skolen hverken er forud for Tiden eller langt bagefter. Skolen skal ikke søge at gjætte det 20de eller 21de Aarhundredes Retskrivning, ligesaa lidt som den skal indøve Lærlingerne i det 16de eller 17de Aarhundredes Retskrivning; thi hine Tiders nu forældede Retskrivning har som Helhed ikke mere at gjøre i Skolen end samme Tiders Sprogbrug og Stil, Synsmaader, Lærebøger, Læsebøger o. s. v.
Skal da ikke Skolen holde paa den gamle Retskrivning, indtil den nye har faaet Flerheden af Forfatteren paa sin Side? Nei, formentlig ikke længere, end til den ser, at det er sandsynligt, at den nye vil trænge igjennem, og dette kan man saa meget tidligere forudse, jo mere den nye i det Punkt, som der i hvert Tilfælde er Spørgsmaal om, i Simpelhed og Lethed anbefaler sig fremfor den ældre. Jo før Skolen her giver efter for den nye Tid, des mere letter og forkorter den jo Overgangstidens Pinagtighed for den opvoxende Slægt.
Men naar nu det sidste Aarhundredes Retskrivning deles i to Afdelinger, under Navn af den gamle og den nyere, er det da Meningen, at Skolen paa én Gang skal godkjende alt det, som henregnes til denne sidste, hvad enten det endnu har flere eller færre Bekjendere, er prøvet og modent eller hvilende paa Indfald eller ensidig Kundskab? Nej, Enkeltmand kan tage i Brug, hvad han tror er ret, uden Hensyn til, om det er gammelt eller nyt i Litteraturen, om det har mange eller faa Tilhængere; men
