tivisk brugte Adjektiver og Desl., dels ogsaa i selve Substantiverne, ligesom Tilfældet er i de fleste europæiske Sprog.
Videre finder man i den nyere Skrivemaade en Gjentagelse af den i vort Skriftsprog oftere historisk forekommende Omsorg for at bringe Skriften paany i Overensstemmelse med Talen, efterat der er opdaget at være en Klæft mellem dem, idet enten Skriften havde holdt sig, men Talen var forandret, eller Talen havde holdt sig, men Skriften i Tidens Løb havde gaaet sin egen Vej, uden behørigt Hensyn til Talen. Saaledes ere i Tidens Løb vore Konjunktiver gaaede af Brug, og man har allerede længe skrevet Indikativ efter Talesproget istedenfor Konjunktiv. Ligesaa har Skriftsproget alt i lang Tid erkjendt Talesprogets Udslettelse af en Del Imperfektformer for Flertallet, og optaget Enkelttalsformerne efter Udtalen (de fik, gik, fandt, bandt for finge — bunde). Denne Skriftsprogets Tilslutning til Talen (thi Talesproget har jo allerede for længe siden opgivet Flertalsformerne i hele Verbalbøjningen) begynder nu paany ved de Nyeres Skrivemaade at gjøre sig gjældende i Skriften paa nye Punkter, nemlig i Præsens og de øvrige stærke Imperff. (vi læser, gaar; skriv nu, Børn! vi gav I stod, de skrev), efterat den i nogen Tid har været trængt tilbage. “Paany”; thi for hundrede Aar siden og derover var denne Forkastelse af Verbernes Flertalsformer endog meget udbredt i vort Skriftsprog.
En anden Tilslutning af Skriften til Talen er, i det ældre Danske, Indførelsen i Bogen af det nyere danske Talesprogs b, d og g for det ældre p, t, k, f. Ex. i tabe, gribe, bøde, bide, Krog, Bog for det ældre tape, gripe, bøte, bite, Krok, Bok. Dette sidste Skridt begynde Nordmændene, som i Dansketiden nødtes til at lempe sin Skrifte efter den i Danmark forandrede, men i Norge uforandrede Udtale, nu saa smaat at gjøre om igjen, idet de rette Skriften efter den endnu uforvanskede norske Udtale og skrive f. Ex. Aker, Eker, Piperviken, Kraake, like, Supen,
