toge Alting for Godt, som Brug og Vane havde overleveret dem, men begyndte at prøve, vælge og vrage, og altsaa at anvende Fornuft og Eftertanke paa Retskrivningen ligesom paa andre Ting. De Skrivende delte sig saaledes i to Hovedklasser, i dem, der holdt paa Retskrivningen fra forrige Aarhundrede ganske eller næsten uforandret, og i dem, der vovede at gjøre Brud paa den nedarvede Vane, paa gammel Skik og Brug. De Førstes Retskrivning fik Navn af „den gamle,“ „den sædvanlige,“ „den almindelige,“ de Sidstes kaldtes „den nyere“ eller „den orthofoniske.“ Med dette sidste Navn vilde man betegne den nyere Retskrivnings Bestræbelse for nøjere end den gamle at angive Ordenes forskjellige Lyd (Lyddele). Den gamle fik i Modsætning til orthofonisk Navn af etymologisk, fordi den tog Hensyn til Ordenes Oprindelse.
Undersøger man imidlertid begge Retskrivninger, som de historisk ere fremtraadte i vor Litteratur, da vil man finde, at begge ere etymologiske, idet begge tage Hensyn til Ordenes Etymologi og af den Grund bruge dels stumme Bogstavtegn, dels andre Bogstavtegn, end Ordets Lyddele strengt taget tilsige; kun at den nyere gjør dette i færre Tilfælde end den ældre. Men begge ere ogsaa orthofoniske, idet begge søge at gjengive Udtalen; kun gjør den nyere dette i højere Grad eller i flere Tilfælde. Ogsaa vort Sprogs ældre Retskrivning var nemlig, som formentlig alle Sprogs oprindelig, orthofonisk og søgte hovedsagelig at gjengive Udtalen. I saa Henseende var det ældste Danske rigtigere og bedre end de følgende Tiders, da Skriftsproget overgroede med orthografisk Ukrud. Hertil kan regnes først især en uhyre Mængde stumme h’er; derefter og tildels samtidig med disse fik Sproget en overvættes Mængde Medlydsfordoblinger og endelig mangfoldige stumme d’er, stumme e’er og fordoblede Selvlyd. Orthofonisterne søge altsaa kun at fornye det ældste Skriftsprogs nu tabte Overensstemmelse mellem Skriften og Udtalen. At de i denne Hensigt gjøre Brud paa den nedarvede Brug, uagtet denne
