Det var imidlertid ikke derom vi skulde tale, vi bør ikke henfalde til Poeten Ariosts Feil at gjøre Digressioner. Vort Capitel skal, som før sagt, være et rent geografisk.
Dersom nogen af de ærede Lesere have seet et Kort over Throndhjem, hvoraf i Forbigaaende sagt Intet er roesværdigt, vil han kunne gjøre sig et nogenlunde Begreb om Beenbygningen i det gamle Dyr: Nidaros.
Engang havde dette Dyr bløde, lette, bevægelige og kjødfulde Muskler, der skjulte de skarpe Knogler; det var et yndigt Væsen, et ungt og kraftfuldt, der mellem de øvrige Norges Byer stod stolt og fremragende som en Dronning mellem sine Hofkavallerer. Destoværre, Dronningen er bleven gammel – Kavallererne have trukket sig tilbage og lig Napoleons Josephine har Nidaros forladt sin Høied og sin Throne for i Stiled at begræde Tabet af sin Lykke og sin Glands. – Manden med det ironiske Smiil om Læben pakker nu ind og gaaer sin Vei; hans humoristiske og med et lystigere Sind begavet Broder bytter Plads med ham.
Fra Toppen af Steenbjerget – som det er bleven kaldet, rimeligviis for at Enhver kan vide at Bjerget bestaaer af Steen, – kan man overskue Olafs Stad. Saa regelmæssig den end i Virkeligheden er anlagt, saa uregelmæssigt seer dette Anlæg ut i Frastand. Elven vrider sig på den ene Side i Slangebugter, som en mand, der, med Respect at sige, har ondt i Maven; paa den anden Side bugter Fjorden sig og skyller Sanden op i Gaderne. Det Hele er et billede af et Væsen der sidder i Klemme mellem to Elskere, hvoraf den ene er en Kat og den anden en Bjørn. Man maa uvilkaarlig
