saa fast lænkede til det smukke Kjøn, at det er en ligesaa stor Umulighed at skille dem fra dette, som det er en Umulighed at fjerne Duften fra en levende og blomstrende Rose. Vi skulle imidlertid behandle Damerne med en saa stor Veneration, at selv det meest pirrelige Gemyt ikke skal faae Anledning til at føle sig kildret. I Throndhjem, som overalt, findes unge Mennesker, der have Lyst til at behage. Vi have tidligere omtalt Løverne: men her er ikke Talen om dem; vi mene unge Mennesker i almindelighed, – skikkelige unge Mennesker, der skjælve naar ikke Halstørklædet er bundet regelmæssigt nok, naar Knuden sidder lidt skjævt, naar Støvlerne ikke ere blankpudsede nok, naar Hatten eller Huen ikke har den rette Facon, naar Frakken eller Kjolen ikke sidder stram nok o. s. v. Disse unge Mennesker ere Daarer af den ene lille, simple, men overmaade uskyldige Grund, at de ere forelskede. O, Fruentimmer, Fruentimmer, hvormeget have I ikke paa Eders Samvittighed! Hvormange Narre have I ikke skabt, hvormange Pander ere ikke for Eders skyld blevne bestrøgne med Daarekistefernis, ja, hvormegen naturlig sund Menneskeforstand er ikke røget i Lyset for Eders skyld!
Men see, det er de throndhjemske Ungersvendes Skjødesynd at lade sig lokke af smukke Ansigter, og det er deres endnu større Skjødesynd gjerne at ville lade sig lokke. Handelsbetjenten, der hele Ugen har rodet i Sild, Contoirbetjenten, der har sværtet Øren og Fingre med Blæk, Haandværkssvenden, der har forpurret sit Haar, farvet eller beget sine Fingre og ikke havt Tid til at barbere sig i sex Dage – Alle, Alle uden Undtagelse pudse og pynte sig naar Fritimeklokkens Slag
