En throndhjemsk Aagerkarl, naar han er sulten, er et skrækkeligt Væsen: udebliver hans Hovednæringsmiddel: Afdrag og Renter, kan man ikke gjøre Regning paa hans Overbærenhed mere end man kan gjøre Regning paa ei at blive snydt, naar man kjøber Manufacturvarer. Han stevner, han panter, han æder dig, gode Læser, med Hud og med Haar, og bliver han ikke mæt av Kjødet, knuser han Benene og suger Dig ud lige til Marven. Han er ikke en Hund en detail, men han er en Hund en gros; han er en ægte Blodhund, en Bulldog af den mest ublandede Race, der med sine Tænder sønderslider Alt og i hvis Bug Kobberskillinger, Sølvorter, Ducater, Femdalersedler, og Obligationer fordøies ligegodt. Sindsstemningen maa, efter hvad vi her have oplyst, just ikke være den bedste hos en throndhjemsk „Pantejøde“, naar han er sulten. Han maa være behersket af et Raserie, som ikke kan beskrives, af en Mordlyst, hvorfor vi gyse tilbage, kortsagt af en Hundskhed, som ere mere end hundsk. Lader os imidlertid ophøre med at betragte denne Side af Billedet, lader os betragte Aagerkarlen, naar han er bleven mæt, dersom han forresten nogensinde kan blive det tilgavns; hvilket behageligt Ansigt viser sig ikke da for vore Blikke. Det er trindt, rundt, rødt og fedt og indenfor Pandebrasken hviler Tilfredsheden i en silkestoppet Lænestol med Fjedre under – Aagerkarlens Samvittighed er desuden elastisk fra Fødselen af – og i Hjertet rører sig ingen anden Følelse end Taknemmelighed med det Forsyn, der lod ham forudsee at gode Renter og god Sikkerhed i Forbindelse med gode Penge kan gjøre en Mand rig og berømmelig i denne syndige Verden.
