Næssekongers Dronninger, at vi ikke kunne fritage Eder for den Feil, som alle Evas Døttre desto værre ere i Besiddelse af, paa faa Undtagelser nær, nemlig at give Misundelsen fri Tøile, og paa den anden Side glæder det os at vi have været saa kloge at tale om Undtagelser; thi vi kjende Eder alle saa godt at vi vide, at enhver af Eder troer at høre til Undtagelserne og forsoner sig med os i sit Hjerte.
Siden vi ganske tilfældigviis ere komne til at tale om Hjerter, maa vi dog tillige fremkomme med den Bemærkning, at vi høilig tvivle om at Trønderinderne eie Hjerter og at en Forsoning paa denne Maade saaledes neppe kan finde sted. Skulle vi altsaa forsones, smukke Læserinder af første, anden og halvdelen av tredie Classe – Resten give vi ei en Snuus for – saa lader vore Hoveder tale sammen og vore Hjerter være udenfor Sagen. Vi erkjende Eder med fuld Overbeviisning for at være listige som Slanger og fromme som Duer; vi erkjende at I ere aandrige, blide og smukke; vi erkjende at I kunne være Mændenes Hoveder trods Skriftens Ord at de skulde være Eders, vi erkjende at I som Piger kunne være guddommelige, som Koner fortryllende, som unge Enker yndige og som gamle ærværdige. Lover oss til Gjengjeld for disse Erkjendelser, at I ville aflægge den største af alle Eders Feil, Lysten til at bagtale. Have I aflagt den, skulle I blive til halve Engle, mere tør vi ikke love Eder for Mandfolkenes Skyld, der vilde erklære os Krig dersom vi berøvede Eder Alt menneskeligt og legemligt. Og hermed byde vi det smukke og det blide Kjøn farvel, med Ønsket om at Alt hvad der vanzirer dets herlige Legeme maa vorde tilintetgjort.
