Denne siden er ikke korrekturlest
269
Hippolytos
med brak og dumpe drøn som Zevs’s tordenskraild.
Med spidset øre strakte alle heste hals
i samme nu, og rædselsslagne spurte vi
hverandre hvorfra larmen kom. Vort blik blev vendt
mot kystens brænding og vi saa et vældig brott,
saa himmelhøit at Skirons skrænt og Istmens ryg
forsvandt for øiet. Selv Asklepios’s fjeld[1]
blev borte. Bølgen svulmet op og sprøitet rundt
en sky av skum. Det var som havet stod i kok
og væltet sig mot stranden like mot hans vogn.
Vi saa i samme stund som bølgebjerget brast,
et under: Havets brænding skyllet op en tyr,
et vildt uhyre. Hele egnen vidt og bredt
gav gjenlyd av dens dumpe brøl. Vi vaaget ei
at vende blikket mot det rædselsfulde syn.
Straks blev hans forspand grepet av ustyrlig skræk,
men herren, øvet som han er som kyndigst kusk,
tok tøilen fat med begge hænder, strammet den
og lænet sig tilbake med sin fulde vægt,
som naar en rorskarl tar et kraftig aaretak.
I bidslets mundbit bet hans heste, holdt det fast
og fór avsted. Ei ænset de den tunge vogn,
ei kuskens sterke haand og tøilens skarpe rykk.
Og søkte han at styre deres vilde løp
med strammet tøile ned mot strandens jevne sand,
kom straks den olme tyr til syne foran dem
og tvang det skræmte forspand til at vende om.
Men da de i ustyrlig vildskap stormet frem
mot skrænten, fulgte tyren taus den rappe vogn
saa nær at den fik stanget hjulet mot en sten
saa fælgen brast, og hele vognen væltet rundt,
og alt blev knaset. Akslens luntestikker brast
og fór med begge vognens hjulnav høit tilveirs.
I tøilen blev den stakkars yngling viklet ind.
At komme løs var uraad. Han blev slæpt avsted.
Hans hode støtte mot en stenblok, hud og kjød
Med spidset øre strakte alle heste hals
i samme nu, og rædselsslagne spurte vi
hverandre hvorfra larmen kom. Vort blik blev vendt
mot kystens brænding og vi saa et vældig brott,
saa himmelhøit at Skirons skrænt og Istmens ryg
forsvandt for øiet. Selv Asklepios’s fjeld[1]
blev borte. Bølgen svulmet op og sprøitet rundt
en sky av skum. Det var som havet stod i kok
og væltet sig mot stranden like mot hans vogn.
Vi saa i samme stund som bølgebjerget brast,
et under: Havets brænding skyllet op en tyr,
et vildt uhyre. Hele egnen vidt og bredt
gav gjenlyd av dens dumpe brøl. Vi vaaget ei
at vende blikket mot det rædselsfulde syn.
Straks blev hans forspand grepet av ustyrlig skræk,
men herren, øvet som han er som kyndigst kusk,
tok tøilen fat med begge hænder, strammet den
og lænet sig tilbake med sin fulde vægt,
som naar en rorskarl tar et kraftig aaretak.
I bidslets mundbit bet hans heste, holdt det fast
og fór avsted. Ei ænset de den tunge vogn,
ei kuskens sterke haand og tøilens skarpe rykk.
Og søkte han at styre deres vilde løp
med strammet tøile ned mot strandens jevne sand,
kom straks den olme tyr til syne foran dem
og tvang det skræmte forspand til at vende om.
Men da de i ustyrlig vildskap stormet frem
mot skrænten, fulgte tyren taus den rappe vogn
saa nær at den fik stanget hjulet mot en sten
saa fælgen brast, og hele vognen væltet rundt,
og alt blev knaset. Akslens luntestikker brast
og fór med begge vognens hjulnav høit tilveirs.
I tøilen blev den stakkars yngling viklet ind.
At komme løs var uraad. Han blev slæpt avsted.
Hans hode støtte mot en stenblok, hud og kjød
- ↑ Ved Epidavros. Byen var paa Evripides’ tid et meget besøkt kursted med et berømt tempel for Asklepios, lægekunstens gud.
