Denne siden er ikke korrekturlest
268
Hippolytos
TESEVS.
Aa guder! Aa Poseidon! Du har hørt min bøn.
Hvor klart du viste at du er min rette far.
Men hvordan hændte det? Med hvilket kølleslag
har retfærds guddom rammet ham som svek sin far?
Aa guder! Aa Poseidon! Du har hørt min bøn.
Hvor klart du viste at du er min rette far.
Men hvordan hændte det? Med hvilket kølleslag
har retfærds guddom rammet ham som svek sin far?
BUDET.
Vi stod nær havets strand hvor bølgen skyller ind
og striglet der hans heste under suk og graat;
ti meldt os var det budskap at Hippolytos
ei mer fik færdes her, men landsforvist av dig,
som flygtning skulde gaa en tiggers tunge gang.
Og da han kom til stranden, meldte han os selv
det samme sorgens budskap under heftig graat.
En talløs flok av ungdomsvenner fulgte ham.
Omsider stilnet graaten, og han talte saa:
«Hvad nytter raadløs jammer? Jeg maa lyde far.
Før hit mit forspand, svende! Spænd det for min vogn!
Fra nu av har jeg intet hjem i denne by.»
Hver mand tok fat. Vi skyndte os, og mere raskt
end jeg kan faa fortalt det, kjørte vi hans vogn
med raske heste forspændt frem for herren selv.
Han steg til vogns, fandt fæste for sin fot[1] og grep
om tøilens rem og løste den fra vognens karm,
Først rakte han mot himlen op sin haand og bad:
«Aa Zevs, hvis jeg er skyldig, la mig da faa dø!
Men om jeg lever eller dør, saa la min far
faa vite hvilken uret han har gjort sin søn!»
Saa grep han svøpen, snertet let hver enkelt hest
og drev dem frem. Vi svende fulgte herrens vogn
paa nærmest hold den vei som gaar i like løp
helt frem til Argos og til Epidavros’ land.
Men da hans vogn var kommet til et øde sted,
og kjørte over landets grænse, kom vi dit
hvor kysten styrtbrat sænker sig mot Sarons bugt.
Der hørte vi med gru en underjordisk larm
Vi stod nær havets strand hvor bølgen skyller ind
og striglet der hans heste under suk og graat;
ti meldt os var det budskap at Hippolytos
ei mer fik færdes her, men landsforvist av dig,
som flygtning skulde gaa en tiggers tunge gang.
Og da han kom til stranden, meldte han os selv
det samme sorgens budskap under heftig graat.
En talløs flok av ungdomsvenner fulgte ham.
Omsider stilnet graaten, og han talte saa:
«Hvad nytter raadløs jammer? Jeg maa lyde far.
Før hit mit forspand, svende! Spænd det for min vogn!
Fra nu av har jeg intet hjem i denne by.»
Hver mand tok fat. Vi skyndte os, og mere raskt
end jeg kan faa fortalt det, kjørte vi hans vogn
med raske heste forspændt frem for herren selv.
Han steg til vogns, fandt fæste for sin fot[1] og grep
om tøilens rem og løste den fra vognens karm,
Først rakte han mot himlen op sin haand og bad:
«Aa Zevs, hvis jeg er skyldig, la mig da faa dø!
Men om jeg lever eller dør, saa la min far
faa vite hvilken uret han har gjort sin søn!»
Saa grep han svøpen, snertet let hver enkelt hest
og drev dem frem. Vi svende fulgte herrens vogn
paa nærmest hold den vei som gaar i like løp
helt frem til Argos og til Epidavros’ land.
Men da hans vogn var kommet til et øde sted,
og kjørte over landets grænse, kom vi dit
hvor kysten styrtbrat sænker sig mot Sarons bugt.
Der hørte vi med gru en underjordisk larm
- ↑ I bunden av vognen var en fordypning for hver fot med en bøile over.
