Denne siden er ikke korrekturlest
239
Hippolytos
KORFØRER.
Hørte I, fattet I dronningens ord?
Ak, det var budskap om uhørte kvaler.
Maatte jeg dø, før en elskov som din
herjet mit hjerte! Usalige kvinde,
aa hvor du lider! Med kummer og sorger
dækkes av skjæbnen hvert menneskes bord.
Brøden du bragte for lyset, har dræpt dig.
Hvad kan du vente, før dagen er gaat?
Uhørte ulykker rammer vor kongsgaard.
Ei er det dulgt hvilken lod Afrodite
gir dig, du datter av kreternes drot.
Hørte I, fattet I dronningens ord?
Ak, det var budskap om uhørte kvaler.
Maatte jeg dø, før en elskov som din
herjet mit hjerte! Usalige kvinde,
aa hvor du lider! Med kummer og sorger
dækkes av skjæbnen hvert menneskes bord.
Brøden du bragte for lyset, har dræpt dig.
Hvad kan du vente, før dagen er gaat?
Uhørte ulykker rammer vor kongsgaard.
Ei er det dulgt hvilken lod Afrodite
gir dig, du datter av kreternes drot.
FAIDRA
(reiser sig og vender sig mot koret).
I kvinder, I som her i Troizen har jert hjem,
i Pelopsøens forgaard,[1] ak, jeg har forlængst
i lange nætter grublet over hvad det er
som lægger livet øde for os her paa jord.
Jeg tror at naar vi gjør det onde, er det ei
fordi vi av naturen mangler dømmekraft;
ti mange har jo indsigt. Saken er vel den:
Vi vet og indser godt hvad ret og rigtig er,
men gjør det ikke, dels av træghet, dels fordi
vi heller følger egen lyst end dydens vei.
Og livet byr paa meget som vi gjør med lyst:
Vi elsker sladder, gir os hen til lediggang,
som vel er søt men farlig. Blygsel skader tidt;
ti dobbelt er dens art. Den ene er en dyd;
den anden trækker ned. Var grænsen trukket skarpt,
da hadde ikke begge arter samme navn.
Og da jeg nu paa forhaand hadde vundet frem
til denne indsigt, skulde ingen trolddomsmagt
faa rokket den og ledet mine tanker vild.
Nu skal jeg si jer hvilken vei min tanke tok:
Jeg grublet, da jeg følte elskovssaarets brand,
paa utvei til at bære den paa rette vis,
(reiser sig og vender sig mot koret).
I kvinder, I som her i Troizen har jert hjem,
i Pelopsøens forgaard,[1] ak, jeg har forlængst
i lange nætter grublet over hvad det er
som lægger livet øde for os her paa jord.
Jeg tror at naar vi gjør det onde, er det ei
fordi vi av naturen mangler dømmekraft;
ti mange har jo indsigt. Saken er vel den:
Vi vet og indser godt hvad ret og rigtig er,
men gjør det ikke, dels av træghet, dels fordi
vi heller følger egen lyst end dydens vei.
Og livet byr paa meget som vi gjør med lyst:
Vi elsker sladder, gir os hen til lediggang,
som vel er søt men farlig. Blygsel skader tidt;
ti dobbelt er dens art. Den ene er en dyd;
den anden trækker ned. Var grænsen trukket skarpt,
da hadde ikke begge arter samme navn.
Og da jeg nu paa forhaand hadde vundet frem
til denne indsigt, skulde ingen trolddomsmagt
faa rokket den og ledet mine tanker vild.
Nu skal jeg si jer hvilken vei min tanke tok:
Jeg grublet, da jeg følte elskovssaarets brand,
paa utvei til at bære den paa rette vis,
- ↑ Troizen ligger paa en halvø som fra Peloponnes strækker sig frem i retning av Attika.
