Side:Tragedier 1928.pdf/235

233

Hippolytos

Ondt er det at rase i vanvid, men værst
at vaakne paany efter vanviddet nat.
 Bedst er det at dø, før det dages.

AMMEN.
 Nu, barn, har jeg gjemt dig. — Ak, naar skal jeg selv
   av døden bli gjemt!
Lang tid har jeg levet, og mangt har jeg lært.
Naar mennesker møtes og slutter en pakt,
er maatehold bedst. Det baader os ei
at venskapet tærer paa hjerte og marg.
De lænker som binder en ven til en ven,
maa let kunne løses og let kastes bort,
saa let som de strammes; ti dobbelt saa tung
blir byrden for den som maa ængstes for to.
Som jeg for min elskling, for Faidra.
 Det heter at alt som blir drevet for vidt,
kun skader vor velfærd og volder os sorg
langt mere end glæde. Jeg priser ei den
som ønsker for meget, men hylder det ord:
   «Hold maate i alt!»
Det samme skal vismænd forkynde.

KORFØRER.
 Du gamle, som med trofast sind har pleiet ømt
vor dronning, ak, vi ser jo Faidras svare nød,
men kjender ikke grunden, hendes sygdoms art.
Nu vil vi spørre dig og høre hvad du vet.

AMMEN.
 Jeg spør og spør; men intet vet jeg. Hun er taus.

KORFØRER.
 Men hvordan det begyndte? Vet du ikke det?

AMMEN.
 Nei, svaret blir det samme. Hun er taus om alf.

KORFØRER.
 Saa blek og kraftløs! Aa, hvor herjet hun ser ut!