Side:Tragedier 1928.pdf/233

231

Hippolytos

 Ak, det som kanhænde har rikere værd
end livet hernede, er skjult for vort blik
bak taaker og mørke. Vi klamrer os fast
til jordlivets tant og forlokkende glans,
fordi vi er ukjendt med alt under jord
og ingenting vet om et hinsidig liv,
men ledes paa vildspor av fabler.

FAIDRA.
 Aa, løft mig fra puten! Mit hode maa op.
Hvert lem er som lammet. Kom, terner og ta
mig varlig om armen, saa fuld, men saa mat.
Min hovedduk er mig for tung; ta den av!
La lokkene falde om skuldrene frit!

AMMEN.
 Taalmodighet, barnet mit! Slaa dig til ro!
Hold op med at kaste dig om paa din seng!
Langt lettere bærer du sygdommens kval
naar motet er freidig og rolig dit sind.
At lide er menneskers skjæbne.

FAIDRA.
 Aa kunde jeg øse en læskende drik
fra dugfriske kilders krystalklare væld
og lægge mig ned paa en blomstrende eng
i poplernes svalende skygge!

AMMEN.
 Hvad sier du, barn? Hvad er dette for snak
om dugfriske kilder? Vi har jo en bæk
som kommer fra skrænten tæt under vor borg.
Fra den kan du faa en forfriskende drik.

FAIDRA.
(farer op.)
 Kom, følg mig til fjeldet! Jeg vil og jeg maa
til skogen, hvor pinjerne hvælver sit tak
og hundene følger i glubende flok
den spættede hjort.