Evripides lot opføre to tragedier med titelen Hippolytos. I den første gav Faidra uten skrupler efter for sin lidenskap og forsvarte den med kyniske sofismer. Hun bød sig selv frem, og Hippolytos vendte sig bort i avsky og holdt kappen for øinene. For at skjelne dette første stykke fra det følgende betegnet de gamle grammatikere det som «Hippolytos som skjuler sit ansigt». Det vakte forargelse og faldt igjennem. Evripides skrev da den bevarede tragedie, «Hippolytos med kransen». Saa blev dette almindelig kaldt, fordi helten kommer ind paa scenen med en krans, som han lægger paa Artemis’ alter. Dramaet vandt første pris. Væsentlig gjennem Seneca som mellemled har Racine laant stoffet til sin Phedre fra disse tragedier.
Til grund ligger et motiv som er saa gammelt som Første Mosebok: En ren yngling viser tilbake en forelsket kvindes erotiske tilnærmelser. Vi har her det første drama om ulykkelig kjærlighet.
Tesevs, konge i Aten, hadde beseiret amazonene og tat som krigsfange deres jomfruelige dronning. Hun døde og efterlot en søn Hippolytos, lik hende selv. Lang tid efter ektet Tesevs Faidra, datter av kong Minos paa Kreta. Da tragedien begynder, er hun lidenskabelig forelsket i sin stedsøn.
