Denne siden er ikke korrekturlest
212
Ifigeneia i tavrernes land
Da drev en vældig bølge skibet ind mot land;
men kvinden gruet for at vade ut. Da grep
Orestes raskt prestinden, løftet hende op
paa venstre skulder, vadet ut og entret op
ad stigens trin og satte ned paa skibets dæk
sin søster og gudindens billed, Zevs’s barn,
den himmelfaldne gave. Men fra snekken lød
et rop: «I raske sjømænd paa hellenisk skib,
grip aaren alle mand! Pisk sjøen hvit av skum!
Nu har vi det vi søkte„ da paa vilden hav
vi seilte ut igjennem Symplegaders port.»
Da pisket de den salte sjø og stønnet ut
sin fryd i hæse brøl. Raskt ilte skibet frem,
saa længe havnen skjærmet det; men da det gled
til havs igjennem sundet, blev det tumlet om
av svære bølger; ti det reiste sig en storm
som trængte det tilbake. Alle holdt dog stand
og tok paa toften spændtak mot den krappe sjø;
men atter drev en bølge skibet ind mot land.
Da reiste Agamemnons datter sig og bad:
«Aa, Ledas datter, frels din tjenerinde hjem
til Hellas fra barbarers land og tilgi mig
et fromt bedrag. Du elsker jo din egen bror,
gudinde. La da ogsaa mig faa elske min!»
Til kvindens bønner stemte skibets mandskap i
en lovsang, og med bare armer grep enhver
om aaren. Rappe taktslag øket skibets fart.
Dog mer og mer drev skibet ind mot stenet strand,
og somme hoppet ut i havet. Andre mænd
slog løkker paa et taug og fæstet det i land.
Da blev jeg, herre, uten ophold sendt avsted
til dig for her at melde hvad der hist var hændt;
ti stilner ikke storm og bølgegang imens,
maa hine opgi haabet om at frelses hjem.
Poseidon, havets høie hersker, kræver hevn
for Troja. Pelopsætten har han lagt for hat.
Nu vil han, tror jeg, unde dig og dine mænd
at ta paany til fange Agamemnons søn
og datter, som har sveket Artemis og glemt
at hun blev frelst i Avlis fra en blodig død.
men kvinden gruet for at vade ut. Da grep
Orestes raskt prestinden, løftet hende op
paa venstre skulder, vadet ut og entret op
ad stigens trin og satte ned paa skibets dæk
sin søster og gudindens billed, Zevs’s barn,
den himmelfaldne gave. Men fra snekken lød
et rop: «I raske sjømænd paa hellenisk skib,
grip aaren alle mand! Pisk sjøen hvit av skum!
Nu har vi det vi søkte„ da paa vilden hav
vi seilte ut igjennem Symplegaders port.»
Da pisket de den salte sjø og stønnet ut
sin fryd i hæse brøl. Raskt ilte skibet frem,
saa længe havnen skjærmet det; men da det gled
til havs igjennem sundet, blev det tumlet om
av svære bølger; ti det reiste sig en storm
som trængte det tilbake. Alle holdt dog stand
og tok paa toften spændtak mot den krappe sjø;
men atter drev en bølge skibet ind mot land.
Da reiste Agamemnons datter sig og bad:
«Aa, Ledas datter, frels din tjenerinde hjem
til Hellas fra barbarers land og tilgi mig
et fromt bedrag. Du elsker jo din egen bror,
gudinde. La da ogsaa mig faa elske min!»
Til kvindens bønner stemte skibets mandskap i
en lovsang, og med bare armer grep enhver
om aaren. Rappe taktslag øket skibets fart.
Dog mer og mer drev skibet ind mot stenet strand,
og somme hoppet ut i havet. Andre mænd
slog løkker paa et taug og fæstet det i land.
Da blev jeg, herre, uten ophold sendt avsted
til dig for her at melde hvad der hist var hændt;
ti stilner ikke storm og bølgegang imens,
maa hine opgi haabet om at frelses hjem.
Poseidon, havets høie hersker, kræver hevn
for Troja. Pelopsætten har han lagt for hat.
Nu vil han, tror jeg, unde dig og dine mænd
at ta paany til fange Agamemnons søn
og datter, som har sveket Artemis og glemt
at hun blev frelst i Avlis fra en blodig død.
