Side:Tragedier 1928.pdf/190

188

Ifigeneia i tavrernes land

hvis mur kykloper reiste! Takket være du
fordi du gav ham livet. Takket være du
som fostret ham, min bror, til frelse for vort hus.

ORESTES.
 Ak, søster, vel har lykken undt os ædel byrd,
men livet bragte os saa mangen bitter kval.

IFIGENEIA.
 Ja, aldrig glemmer jeg min vaande, da min far
i sindsforvirring rettet sverdet mot min hals.

ORESTES.
 Jeg var der ikke; men jeg tykkes se din kval.

IFIGENEIA.
 Jeg husker at jeg til Akillevs’ brudeseng
blev ført med troløs svik og uten bryllupskvad.
Ved altret hørtes bitter graat og klagesang.
Aa ve det vievand som varslet blodig død!

ORESTES.
 Fars udaad kostet ogsaa mig mangt hjertesuk.

IFIGENEIA.
 Jeg fik en grufuld lod. Min far var ingen far.
Ondt følger ondt. En guddoms hat forfølger mig.

ORESTES.
 Tænk, stakkars søster, om du hadde dræpt din bror!

IFIGENEIA.
 Aa bror! Aa ve mig arme da! Aa gru, aa gru,
ifald jeg hadde vaaget det! Nu blev du frelst
i sidste øieblik fra syndig offerdød

av mine hænder dræpt! — Men hvad skal enden bli
paa det som snart maa komme? Hvilken skjæbnens gunst
kan hjælpe mig? Ak, hvilken utvei finder jeg,
saa jeg faar sendt dig herfra til vort fædreland,