Denne siden er ikke korrekturlest
132
Ifigeneia i Avlis
Jeg klynger mig, som bar jeg bønnens oljegren,[1]
til dine knæ. Dit barn som denne mor har født,
besverger dig: Aa dræp mig ei i ungdoms vaar.
Det er saa sødt at skue solens straaleglans.
Aa spar mig for at skue mørket under jord.
Jeg er din førstefødte, den du først har kaldt
dit kjære barn, den første som har kaldt dig far,
den første som saa gjerne gynget paa dit knæ,
den første som de søte kjærtegn gav og tok.
Da hørte jeg dig ofte si: «Mit kjære barn,
aa, mon jeg engang skal faa se dig lykkelig
som fager blomst i huset hos en elsket mand,
som værdig er din byrd?» Tidt tok min barnehaand
dig da om haken, som jeg gjør i denne stund,
og svaret var: «Naar du blir gammel, mon jeg da
skal faa den glæde, kjære far, at hilse dig
velkommen i mit eget hjem og lønne dig
for alt hvad du har gjort for mig, da jeg var barn?»
Ak, ord som disse har jeg gjemt som dyrest skat;
men du har glemt dem, far. Nu vil du ta mit liv.
Aa nei! Ved Pelops ber jeg dig og ved din far,
kong Atrevs, og min arme mor som fødte mig
med smerte og maa føle smertens brod paany.
Hvad kan jeg for at Paris egtet Helena?
Og hvorfor, far, skal jeg bli dræpt fordi han kom?
Aa vend dit øie mot mig! La mig faa et kys,
saa jeg kan ta det med som minde om min far
i dødens stund, hvis ei min bøn kan røre dig.
Min bror, du er for liten til at hjælpe mig;
men graat med mig. La far i dine taarer se
en barnlig bøn om at din søster ei maa dø.;
At andre er i vaande, føler selv et barn.
Se, far! Hans taushet er en stille bøn for mig.
Aa, ynk mig dog og skaan din unge datters liv!
Vi ber dig, dine barn, vi to som du har kjær,
den ene endnu spæd, den anden voksen mø.
Den største lykke er at skue dagens lys.
til dine knæ. Dit barn som denne mor har født,
besverger dig: Aa dræp mig ei i ungdoms vaar.
Det er saa sødt at skue solens straaleglans.
Aa spar mig for at skue mørket under jord.
Jeg er din førstefødte, den du først har kaldt
dit kjære barn, den første som har kaldt dig far,
den første som saa gjerne gynget paa dit knæ,
den første som de søte kjærtegn gav og tok.
Da hørte jeg dig ofte si: «Mit kjære barn,
aa, mon jeg engang skal faa se dig lykkelig
som fager blomst i huset hos en elsket mand,
som værdig er din byrd?» Tidt tok min barnehaand
dig da om haken, som jeg gjør i denne stund,
og svaret var: «Naar du blir gammel, mon jeg da
skal faa den glæde, kjære far, at hilse dig
velkommen i mit eget hjem og lønne dig
for alt hvad du har gjort for mig, da jeg var barn?»
Ak, ord som disse har jeg gjemt som dyrest skat;
men du har glemt dem, far. Nu vil du ta mit liv.
Aa nei! Ved Pelops ber jeg dig og ved din far,
kong Atrevs, og min arme mor som fødte mig
med smerte og maa føle smertens brod paany.
Hvad kan jeg for at Paris egtet Helena?
Og hvorfor, far, skal jeg bli dræpt fordi han kom?
Aa vend dit øie mot mig! La mig faa et kys,
saa jeg kan ta det med som minde om min far
i dødens stund, hvis ei min bøn kan røre dig.
Min bror, du er for liten til at hjælpe mig;
men graat med mig. La far i dine taarer se
en barnlig bøn om at din søster ei maa dø.;
At andre er i vaande, føler selv et barn.
Se, far! Hans taushet er en stille bøn for mig.
Aa, ynk mig dog og skaan din unge datters liv!
Vi ber dig, dine barn, vi to som du har kjær,
den ene endnu spæd, den anden voksen mø.
Den største lykke er at skue dagens lys.
- ↑ En oljegren omviklet med hvite uldbaand var tegnet paa at man bad om hjelp eller beskyttelse.
