92 her oftere været behandlede med stor dygtighed. Et skab, der er kommet fra Sandehered (fra l74O), viser en ligefrem efterligning af de udenlandske mønstre med bibehold af den norske form for selve skabet. Paa andre skabe, der ere komne fra de indre bygder, har renæssancen undergaaet større forandringer; den er saa at sige fra nederlandsk bleven norsk, uden at den dog derved har tabt noget i skjønhed. Alene det ringere stof, Som ofte anvendes, – furu i Stedet for ek – sætter det norske arbeide under det fremmede. At Thelemarken, hvis indbyggere staa langt over vore øvrige landsmænd i sans og anlæg for kunst, ogsaa for disse skabes vedkommende maa have leveret inte- ressante og vakre arbeider-, siger sig omtrent selv. Der kjendes fra dette landskab gamle skabe med rige ud- skjæringer, Som røbe megen Selvstændighed i opfatnin- gen, medens de ikke ere synderlig fint udskaarne. Der er dog lagt meget arbeide paa disse skabe, som ere af vigtighed tor enhver, der vil studere renæssancen i Norge. Maaske staa dog Valdresskabene øverst, og af dem ere igjen de skabe, der ere komne fra de øvre fjeld- bygder, de bedste. Universitetets samlinger have vakre skabe af denne sort, der ere komne fra Beito, Vang og Hurum, og udmærke sig ved sine rene, stilfulde formér. Disse skabe høre næsten altid til de tredelte, med et aabent mellemrum, der har givet træskjærerne anledning til at give vakre beviser paa sin kunst. Me- dens man i Thelemarken hyppig malede sine høisæ- desskabe, var det i Valdres skik at lade disse være aldeles uden maling, saaledes at træskjæreren her ar- beidede med bevidstheden om, at han alene Skulde
